Fagkyndige kalder beslutning om at udelukke borgere smittet med corona fra at stemme for "forfatningsstridig".

Spanske myndigheder har besluttet, at personer smittet med coronavirus ikke må stemme ved lokalvalg i Baskerlandet og Galicien søndag.

Beslutningen påvirker omkring 500 personer, som er blevet underrettet i et brev fra myndighederne, efter at fristen for at brevstemme er udløbet.

Myndighedernes afgørelse er blevet mødt af vrede fra flere sider. I medier og af juridisk fagkyndige bliver den betegnet som forfatningsstridig.

Det er ikke udelukkende bekræftet smittede borgere i karantæne, som misser muligheden for at stemme ved lokalvalgene. Personer, som er testet positive, men er uden symptomer, må også blive hjemme.

Dertil rammer restriktionerne også borgere med symptomer på coronavirus, som afventer svar på, om de er testet positive eller ej.

Andrés Betancor er professor i forvaltningsret ved Pompue Fabra Universitet i Barcelona. Han mener, at myndighedernes beslutning er "uhørt". Det siger han i et interview med avisen El Mundo.

Ifølge Betancor bør alle have mulighed for at stemme, selv om de er smittede med coronavirus. Det bør der være garanti for, selv om man har misset muligheden for at brevstemme.

Advokat med speciale i forfatningen Xavier Arbos mener, at det er "fuldstændigt forfatningsstridigt" at udelukke hundredvis af personer fra at stemme.

Flere spanske medier har ligeledes skrevet, at der ikke er hjemmel i lovgivningen for beslutningen.

Avisen El Mundo skriver i en leder, at de påvirkede bør blive garanteret en alternativ, sikker måde at stemme på.

Lokalvalgene i Galicien og Baskerlandet skulle have fundet sted 5. april. Men de blev udsat på grund af coronapandemien, som i ugevis lukkede landet ned.

Det ventes ikke, at magten skifter hænder ved valgene i de to selvstyrende regioner.

Ifølge Johns Hopkins University har Spanien registreret 253.908 smittetilfælde. 28.403 dødsfald i landet er relateret til coronavirus.

/ritzau/dpa