Uafhængige meningsmålinger viser, at over halvdelen af russerne ikke har planer om at blive vaccineret.

Antallet af coronarelaterede dødsfald i Rusland over 24 timer nåede lørdag op på over 1000 for første gang siden coronapandemiens udbrud.

Det sker på et tidspunkt, hvor vaccinationskampagnen er gået i stå i landet, og hvor kun få restriktioner opretholdes.

En officiel opgørelse fra regeringen viser, at der lørdag blev registreret 1002 dødsfald og 33.208 nye smittetilfælde. Det var tredje dag i træk, at de daglige tal var rekordhøje.

Kun 31 procent af russerne er fuldt vaccinerede ifølge hjemmesiden Gogov, som viser covid-19-data fra landets regioner.

Mangel på skrappe restriktioner har medført, at virusset er blevet spredt, selv om der i nogle regioner igen er begrænset adgang til offentlige steder.

Den politiske ledelse omkring præsident Vladimir Putin i Kreml har afvist at genindføre omfattende restriktioner, selv om vaccinanationsraten kaldes uacceptabelt lav. Der har i denne uge været politiske meldinger om, at "økonomien skal sikres".

Myndighederne siger også, at Ruslands hospitalsvæsen "ikke er overvældet af pres".

Myndighederne giver indbyggerne skylden for den tiltagende smitteudbredelse.

Sundhedsminister Mikhail Murasjko kritiserede i denne uge befolkningens "adfærd", mens Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, sagde, at alt er blevet gjort for at give offentligheden mulighederne "for at redde deres liv ved at blive vaccineret".

Uafhængige meningsmålinger viser, at over halvdelen af russerne ikke har planer om at blive vaccineret.

Antallet af covid-relaterede dødsfald i Rusland er lørdag officielt opgjort til 222.315, på trods af at myndighederne beskyldes for at skjule de virkelige tal.

I henhold til en bredere definition af dødsfald i forbindelse med coronavirus opgjorde statistikmyndigheden Rosstat sidst i august antallet af døde med corona til over 400.000 i Rusland.

/ritzau/AFP

Andre læser også