I Spanien er over 4000 døde af Covid-19. Plejehjemsbeboere fylder i statistikken.

Næsten en tredjedel af dem, der er døde som følge af coronavirus i Spanien, er ældre beboere på plejehjem.

Det melder den spanske radiostation Cadena Ser, der har fået sine lokale radiokanaler til at indsamle data om dødsfaldene i Spanien.

I Spanien har i alt 4115 personer mistet livet som følge af coronavirus, viser den seneste opgørelse fra Johns Hopkins University.

Af de omkomne var 1307 personer på plejehjem, viser opgørelsen fra Cadena Ser.

Plejehjem, hvis ældre beboere er særligt sårbare over for coronavirusset, er således blevet særligt hårdt ramt i Spanien.

Alene i den region, hvor hovedstaden Madrid ligger, har 855 personer på plejehjem mistet livet, siden det smitsomme coronavirus brød ud i Spanien.

Den spanske regering oplyser, at den fortsat er i gang med at indsamle data fra alle landets regioner. Derfor kan regeringen endnu ikke bekræfte radiostationens opgørelse.

Heller ikke Madrid-regionen har endnu officielle informationer klar om personer i regionen, der er døde som følge af coronavirus.

Allerede tidligere denne uge lød meldingen i Spanien, at mange plejehjem var blevet hårdt ramt, og at de ansatte på plejehjemmene i landet pludselig var endt i frontlinjen i kampen mod coronavirusset.

Hospitalerne i Spanien er allerede hårdt ramt af virusudbruddet. Derfor er plejehjemmene blevet bedt om at passe deres syge beboere - også dem, der er hårdt ramt af Covid-19.

Flere repræsentanter for ældreplejen har dog oplyst, at plejehjemmene i høj grad mangler udstyr til arbejdet. Herunder respiratorer og udstyr til at teste for coronavirus.

I nogle plejehjem har der desuden været meldinger om, at personalet har måtte rationere mundbind eller lave deres egne masker ud af stof.

Alle plejehjem i Spanien er lukket ned for besøg, hvormed de i alt omkring 400.000 ældre beboere ikke kan få besøg af deres pårørende.

/ritzau/Reuters