Frankrig indfører ikke nedlukning, men kræver en både individuel og kollektiv indsats, siger premierminister.

Frankrig lukker diskoteker og natklubber i fire uger på grund af et stigende antal coronatilfælde, der lægger pres på landets hospitaler.

Det meddeler premierminister Jean Castex mandag.

De fire ugers lukning gælder fra weekenden.

I de seneste uger "har vi alle haft en tendens til at sænke paraderne", siger han.

Det betyder, at Frankrig - som de fleste andre lande - har oplevet en stigning i antallet af nye smittetilfælde.

Regeringen skærper også kravene om brug af mundbind i skoler og regler om at holde afstand til andre, siger Castex.

Hvis man vil spise på et af de udendørs julemarkeder, skal man vise et negativt testresultat eller bevis på vaccination.

Men i modsætning til i Tyskland og Østrig, der har indført restriktioner rettet mod uvaccinerede personer, er der i Frankrig ikke strengere tiltag for befolkningen generelt eller for dem, der ikke har taget imod en vaccine.

Premierministeren nøjes med at opfordre til, at franskmændene skruer en smule ned for det sociale liv og undlader at holde julefrokoster og firmafester.

- Situationen kræver en individuel såvel som en kollektiv indsats, siger Castex til fransk tv efter et møde i regeringen om coronakrisen.

- Men tiden er ikke længere til nedlukninger, understreger han og peger på, at næsten ni ud af ti voksne franskmænd nu er vaccineret.

Han beder også de franske virksomheder om at lade deres medarbejdere arbejde hjemmefra, hvis det er muligt.

Castex har selv netop været smittet med coronavirus og måtte indtil i sidste uge isolere sig derhjemme.

/ritzau/AFP