Drikker du light sodavand? Så skal du til at vænne dine øjne til et nyt design. Det er nemlig slut med den helt sort dåse, der indeholder Coca Cola Zero. Det er det også for den velkendte light-udgave i sølv, og det nyeste skud på stammen, den grønne Coca Cola Life, må du også se langt efter.

Nu skal alt Coca Cola nemlig serveres i røde dåser.

Det sker som et led i en større marketingkampagne, som Coca Cola kalder ’One brand’. Og som det fremgår af navnet, vil de understrege, at Coca Cola er ét mærke ved at gøre designet mere enkelt og ensformigt.

Mexicanerne er de første, der får mulighed for at slukke tørsten fra en dåse eller flaske i det nye design, når de rammer butikkerne i starten af maj. Men resten af verden vil følge trop i løbet af året eller næste år, så der vil det nye look også være at finde på de danske hylder.

Selvom den karakteristiske røde farve nu vil være et gennemgående kendetegn for samtlige Coca-Cola-produkter, vil det dog stadig være muligt at kende forskel på de forskellige produkter. Farverne sølv, grøn og sort, som hver hører til de kalorielette drikke, vil være på toppen og langs siderne af dåsen.

Du kan se hele den nye familie her:

Coca-Cola afslørede planerne om det nye design i en pressemeddelelse mandag. Vicedirektøren for koncernens globaldesign, forklarer, at det at sprede Coca-Colas ikoniske og visuelle identitet fremhæver koncernens historie og binder produkterne sammen.

»At vi samler vores mærker gennem design, markerer den første tid af vores 130 års historie,« siger James Sommerville.

Og Coca-Cola beskriver deres emballage, som deres mest synlige og værdifulde aktiv.

Flaskerne får sig også en ’make over’.

Den amerikanske sodavands-koncern er den største af sin slags i verden. Over 1,9 milliarder af deres store udvalg af drikkevarer bliver åbnet om dagen fordelt på omkring 200 land.

Coca-Cola blev grundlagt i 1886 af en farmaceut i Atlanta. Drikken blev første gang produceret i Danmark i 1935.