Chris Licht har opsagt sin stilling som direktør for CNN. Han har siddet på posten siden februar 2022

Chris Licht forlader sin stilling som administrerende direktør for CNN efter lidt over et år på posten. Det oplyser CNN.

»Af en række grunde fungerede tingene ikke, og det er uheldigt,« siger David Zaslav, administrerende direktør i CNNs moderselskab, Warner Bros. Discovery.

CNN er en af USAs førende tv-stationer.

Chris Licht, som er tidligere tv-producer, blev administrerende direktør i CNN i februar 2022.

Hans opsigelse kommer, én dag efter at han undskyldte over for sine medarbejdere efter en artikel fra The Atlantic, der udkom fredag.

Den satte spørgsmålstegn ved hans dømmekraft, evner til at lede tv-stationens personale samt hans professionelle kompetencer som CNNs topchef.

Ifølge CNN sagde Chris Licht, at han ikke bør været i nyhederne, medmindre det er for at forsvare kanalen.

De seneste måneder har tv-giganten været involveret i flere kontroverser.

En af CNNs mest kendte værter, Don Lemon, blev i april fyret efter 17 år.

Det skete, efter at mediet Variety havde bragt en historie, hvor flere anonyme kilder havde anklaget den højt profilerede vært for kvindefjendsk adfærd.

I februar blev Don Lemon midlertidigt suspenderet fra CNNs morgenprogram på grund af sine udtalelser om den republikanske præsidentkandidat Nikki Haley.

Han sagde blandt andet, at 51-årige Nikki Haley ikke »var i sin bedste alder«, og at »en kvinde betragtes som at være i sin bedste alder, når hun er i 20erne og 30erne og måske 40erne.«

I maj havnede CNN i et stormvejr for at have vist et interview med den tidligere præsident Donald Trump.

Kritikken lød på, at tv-stationen gav ham en platform, så kan kunne fremføre sine løgne.

Da Chris Licht tiltrådte sidste år, afløste han Jeff Zucker, som havde været CNNs øverste chef i ni år.

Jeff Zucker gik af, fordi han ikke i rette tid har informeret om sit romantiske forhold med en kollega.

/ritzau/