CNN's journalist på stedet i Minneapolis Omar Jimenez blev fredag morgen lokal tid anholdt sammen med resten af tv-kanalens hold.

Det skete, mens CNN's kamera filmede det hele.

Det skrev CNN på i deres liveblog fra stedet. Øjeblikket for anholdelsen er også blevet delt på Twitter. En længere udgave ligger på CNN's Twitterprofil. En kortere udgave af episoden kan ses øverst i artiklen.

I en opdatering fra CNN lyder det, at holdet er blevet løsladt igen.

Endnu står det ikke klart, hvad der har ført til anholdelsen.

CNN skriver i deres liveblog, at Omar Jimenez og resten af holdet tydeligt gjorde opmærksom på, at de var presse. Alligevel blev de lagt i håndjern.

Ud over Jimenez blev også CNNs producer og kameramand anholdt.

Anholdelsen fik CNN til at reagere prompte.

I et Twitter-opslag fra CNN Communications blev der der skrevet følgende:

'En CNN-journalist og hans produktionshold blev anholdt her til morgen, mens de udførte deres arbejde, og på trods af de identificerede sig selv - hvilket er en klar brud på deres grundlovssikrede rettigheder. Myndighederne i Minnesota, inklusiv guvernøren, skal løslade de tre CNN-ansatte øjeblikkeligt,' skrives det.

Det er nu tredje dag med uroligheder i Minneapolis i delstaten Minnesota efter den 46-årige sorte mand George Floyd blev dræbt under en anholdelse i byen.

George Floyd blev anholdt efter mistanke om, at han havde betalt i en butik med en falsk 20 dollarseddel.

Efterfølgende blev han af betjente lagt ned med ansigtet i asfalten, mens en hvid betjent knælede på hans nakke, så han ikke kunne trække vejret.

Det betød, at Floyd mistede bevidstheden. Han vågnede aldrig op og blev efterfølgende erklæret død.

Det har medført voldsomme demonstrationer i Minneapolis med plyndringer og nedbrænding af politistationer.

B.T. følger sagen.