Den verdensomspændende tv-station CNN reagerer nu på de personlige angreb, USA's præsident onsdag fremsatte mod kanalens reporter Jim Acosta.

I en pressemeddelelse tager tv-stationen skarp afstand fra Donald Trumps mange angreb på den frie presse og bakker op om deres reporter Jim Acosta.

»Præsidentens løbende angreb på pressen er gået for vidt. De er ikke bare farlige, de er bekymrende uamerikanske. Mens Trump har gjort det klart, at han ikke respekterer en fri presse, har han svoret en forpligtelse til at forsvare den. En fri presse er vitalt for demokrati, og vi står bag Jim Acosta og hans kolleger alle steder,« skriver tv-stationen i en pressemeddelelse udsendt kort tid efter, at pressemødet var slut.

Angrebet fandt sted under det første pressemøde med Donald Trump efter midtvejsvalgene i USA, hvor demokraterne erobrede et flertal i Repræsentanternes Hus.

CNN reagerer på angreb fra Trump.
CNN reagerer på angreb fra Trump.
Vis mere

Tv-stationens reporter i Det Hvide Hus, Jim Acosta, benyttede pressemødet til at spørge ind til præsidentens udtalelser, hvor han kalder centralamerikanske migranter i Mexico for en 'invasion'.

»Jeg synes, du skal lade mig styre landet, så styrer du CNN, og hvis du gjorde det bedre, ville jeres seertal være højere,« sagde præsidenten.

Han bad derefter journalisten om at sætte sig ned, men Jim Acosta adlød ikke præsidenten. Da en medarbejder i Det Hvide Hus ville tage mikrofonen fra Jim Acosta, holdt han fast i den og blev ved med at stille spørgsmål. Bagefter rettede Donald Trump en meget personlig kritik mod journalisten.

»Nu skal jeg sige dig noget, CNN burde skamme sig over at have dig ansat. Du er en uhøflig, forfærdelig person. Du burde ikke arbejde for CNN.«