Hollywood-ikonet Clint Eastwood mener, at milliardæren Michael Bloomberg vil være et godt valg som præsident.

Den amerikanske skuespiller og instruktør Clint Eastwood har droppet sin støtte til USA's præsident, Donald Trump.

I stedet peger han på den tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg som sin favorit, når der til november skal vælges ny præsident.

Det siger 89-årige Eastwood i et interview med The Wall Street Journal.

Dermed går den firedobbelte oscarvinder fra at støtte Trump fra Det Republikanske Parti til at støtte en potentiel demokratisk kandidat.

- Det bedste, vi kan gøre, er at få Mike Bloomberg derind, siger Hollywood-ikonet i interviewet med The Wall Street Journal.

Han tilføjer, at han anerkender "nogle af de ting, som Trump har gjort".

Men han ville ønske, at præsidenten opførte sig "på en mere dannet måde - uden at tweete og kalde folk øgenavne".

Eastwood har selv en fortid i amerikansk politik. Fra 1986 til 1988 var han borgmester i Carmel i den amerikanske delstat Californien.

- Jeg var republikaner, men folk tænkte aldrig på partifarver ud over på nationalt plan. Jeg drak meget te og snakkede med folk. Jeg sagde til dem, at jeg ville løse det her, og jeg ville løse det der, siger han.

Eastwood er blandt andet kendt fra film som "Den gode, den onde og den grusomme" (1966), "Dirty Harry" (1971) og "De Nådesløse" (1992).

I nyere tid står han bag film som "American Sniper" (2014), "Gran Torino" (2008), "Letters from Iwo Jima" (2006) og "Million Dollar Baby" (2004).

Den 78-årige milliardær Michael Bloomberg har tilsluttet sig kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat på et sent tidspunkt.

Bloomberg har hidtil ikke været på stemmesedlen ved de første valg i delstaterne Iowa, New Hampshire og Nevada.

Han stiller først op ved den vigtige "supertirsdag" den 3. marts. Her bliver der afholdt primærvalg i 14 forskellige delstater.

Selve præsidentvalget finder sted 3. november.

/ritzau/