Der findes ingen helle.

Hvis man er civil palæstinenser i Gaza og ønsker at bringe sig selv i sikkerhed forud for et israelsk angreb mod Gaza, så er viften af alternative løsninger voldsomt begrænset.

Der er nemlig ingen.

Det konstaterer mellemøstekspert Danny Raymond, lektor hos Aalborg Universitet, forud for en ventet israelsk landoffensiv mod Gaza.

»Der er ingen helle for den civile palæstinensiske befolkning,« konstaterer han over for B.T.

»Israel har opfordret palæstinenserne til at rejse mod syd ud af selve Gaza by. Men selv om det ser ud til, at målet med landoffensiven bliver den nordlige del af Gaza-striben, har de ikke sagt, at der er steder, de definitivt ikke vil ramme,« forklarer Danny Raymond.

Når palæstinenserne ikke kan undslippe Gaza-striben, så skyldes det, at man syd for grænsen – i Egypten – overhovedet ingen interesse har i at åbne dørene for flygtninge.

»Egypten og den brede arabiske verden støtter palæstinensisk selvstyre. Men de står ikke bag Hamas på nogen måde. Det gør kun Iran og så Hezbollah i Libanon,« siger Danny Raymond.

»Egypterne har sympati med palæstinenserne, men det er også meget vigtigt at slå fast, at Hamas ikke er lig med Palæstina. Egypten har slet ingen sympati med Hamas,« forklarer han.

Når det er tilfældet, så skyldes det blandt andet, at Hamas er ideologisk forbundet med det Muslimske Broderskab, som militæret i Egypten har brugt voldsomme ressourcer på at nedkæmpe.

Derfor kan Danny Raymond ikke umiddelbart forestille sig noget scenarie, hvor Egypten bøjer sig for pres fra USA, Israel eller andre lande til at åbne grænsen for flygtninge fra Gaza-striben.

Palæstinensere leder efter døde og overlevende i ruinerne af et boligbyggeri efter et israelsk luftangreb mopd Khan Younis i den sydlige del af Gaza-striben. 16. oktober 2023.
Palæstinensere leder efter døde og overlevende i ruinerne af et boligbyggeri efter et israelsk luftangreb mopd Khan Younis i den sydlige del af Gaza-striben. 16. oktober 2023. Foto: Haitham Imad/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det lyder godt, når vi sidder her i Danmark og andre lande og kommer med forslag om, at de bare kan åbne grænsen for civile palæstinensere,« siger han.

Men det vil give Hamas-folk i massevis mulighed for bare at afklæde sig uniformen og slippe ind i landet, og det ønsker Egypten sig under ingen omstændigheder, vurderer han.

Hvis man som almindelig dansker alligevel kan komme i tvivl omkring de arabiske landes forhold til Palæstina og Hamas, så kan det skyldes, at de arabiske ledere har et problem i forhold til deres egne befolkninger.

»En stor del af de arabiske befolkninger har enorm sympati for palæstinenserne, og de nærer et stort had til Israel,« siger Danny Raymond, som peger på, at forholdet mellem Israel og de arabiske lande historisk har været meget skidt.

»Men på trods af, at eksempelvis Jordan og Egypten har lavet fredsaftaler med Israel, så er deres befolkninger ikke særlig positivt stemt,« understreger han.

Ifølge Danny Raymond er der i de arabiske lande blandt almindelige mennesker en udbredt forståelse og form for accept af, hvad Hamas laver i forhold til Israel.

»Så selv om de arabiske landes regeringer er imod Hamas, så kan de ikke tage entydig afstand fra det, som Hamas har lavet i Israel,« siger Danny Raymond og tilføjer:

»Det gælder for selv Mahmoud Abbas, som er leder af det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden.«