Den amerikanske efterretningstjeneste lancerer nu en undersøgelse af den tilbagetrådte David Petraeus’ ageren som leder af CIA.

USA: Den amerikanske efterretningstjeneste CIA indleder nu en undersøgelse af tjenestens tidligere chef, den tilbagetrådte David Petraeus. Det oplyser CIA ifølge Nyhedsbureauet Reuters.

Efterretningstjenesten vil undersøge Petraeus’ ageren som leder af organisationen, efter at det er kommet frem, at den tidligere topgeneral har haft et sidespring med kvinden Paula Broadwell.

Hvad der nærmere bestemt skal undersøges, står ikke klart. Men i de seneste dage, har der været offentlige spekulationer fremme om, hvorvidt David Petraeus var for åbenmundet under sit forhold til Paula Broadwell.

For nylig kom det frem, at Paula Broadwell i en tale på et universitet i Denver måske løftede sløret for, hvordan CIA har opereret i Libyen. I sin tale sagde hun ifølge CNN, at et anneks bag det amerikanske konsulat, som den 11. september i år blev angrebet, blev brugt som fængsel, og at angriberne ville forsøge befri fangerne.

Efterretningstjenesten understreger dog, at den går ind i undersøgelsen med åbent sind og uden forventninger om et særligt udfald.

- Hos CIA er vi konstant optaget af at evaluere vores præstation. Hvis der er noget, vi kan lære af denne sag, vil vi bruge det til at blive bedre. Men vi foregriber ikke begivenhedernes gang, en undersøgelse er udforskende og vi forventer ikke noget bestemt udfald, skriver CIA i en pressemeddelelse.

Forbindelsen mellem David Petraeus og elskerinden Paula blev opdaget, da en anden kvindelig bekendt af Petraeus, den 37-årige Jill Kelly, modtog en række chikanemails, der truede hende til at holde sig fra den daværende CIA-chef. Afsenderen viste sig efter en FBI-undersøgelse at være elskerinden Paula Broadwell.