Amerikanske myndigheder mener, at de har gjort et helt særligt fund.

Det, der ser ud til at være et Fabergé-æg, siges nemlig at være fundet på en russisk superyacht.

»Vi har fundet nogle meget interessante ting. Vi fandt et Fabergé-æg, eller hvad der kunne være et Fabergé-æg, på en af dem. Så det her bliver bare mere og mere interessant.«

Sådan lyder det fra den amerikanske vicestatsadvokat Lisa Monaco onsdag til forsamlingen på Aspen Security Forum ifølge The Guardian efter de amerikanske myndigheder har beslaglagt flere yachter fra russiske oligarker i de seneste måneder.

Monaco specificerede ikke præcis, hvilken yacht hun henviste til, men sagde, at den i øjeblikket lå til kaj i San Diego Bay, efter at den var blevet sejlet fra Fiji i sidste måned.

Og det kunne meget vel være en yacht, der vurderes til at koste 300 millioner dollar, over to milliarder kroner, kaldet 'Amadea'. Den blev nemlig sejlet til netop San Diego efter en omfattende juridisk kamp om, hvilken russisk oligark derejede den.

Vicestatsadvokaten har desuden oplyst, at hvis det smykkede æg er ægte, ville det være et af de få tilbageværende i verden og millioner af dollar værd.

Fabergé-æggene blev lavet af Peter Carl Fabergé for de russiske zarer mellem 1885 og 1917. Oprindelig blev der lavet 50 æg, men mange af dem er forsvundet.

Monaco har dog ikke meldt ud, hvilke af de 50 æg der måtte være fundet.

»Vi arbejder sammen med vores kolleger rundt om i verden for at gennemføre ransagninger af disse yachter, så vi kan tage det for retten og beslaglægge dem,« sagde viceadvokaten til The Guardian.

Hun sagde også, at hun støtter ideen om, at overskuddet fra de aktiver, der er beslaglagt fra russiske oligarker, skal gå til Ukraine.

Tre af Fabergé-æggene har tidligere været udstillet på Amalienborg.

På ovenstående foto af dronning Margrethe og prins Henrik fra åbning af udstillingen af russiske skatte i Chr. VII Palæ, Amalienborg i 2002, beundrer de et af de tre Faberge-æg, som i sin tid var givet som gave til kejserinde Maria Fjodorovna (danskfødte prinsesse Dagmar, datter af Christian IX og dronning Louise).