Et barn, der balancerer på en smal afsats flere meter oppe i luften.

Alene det at læse den sætning kan formodentligt få dit hjerte til at slå hurtigere, men forestil dig så at se netop det scenario udspille sig foran øjnene på dig.

Det var ifølge det spanske medie Atena 3, præcis hvad der skete for en finsk familiefar, der var på ferie på den populære ferieø Tenerife.

Fra sit hotelværelse på Hard Rock Hotel i byen Playa Paraiso havde den finske mand udsigt til en boligblok, som udgør hjem for flere lokale borgere i området, og på denne boligblok mødte der ham lørdag et skræmmende syn.

Langs husmuren, på fjerde etage, godt 12 meter over jorden, så den finske turist en lille dreng klatre ud ad vinduet i lejligheden, hvor han bor med sin familie – blandt andre sin mor, som angiveligt var i bad, da episoden fandt sted.

Uden for vinduet fandt han fodfæste på en smal afsats, som løb fra vinduet og til en balkon adskillige meter væk – en tur som den lille dreng tager hele to gange.

Da han når til balkonen og er lige ved at klatre over, beslutter han sig nemlig øjensynligt for at løbe tilbage til vinduet, hvor han kom fra.

Den finske familiefar, som ifølge det lokale medie ikke ønsker at stå frem med navn, blev så chokeret over synet fra sit hotelværelse, at han smed alt, hvad han havde i hænderne, for at løbe hen til bygningen og forsøge at få kontakt til drengens forældre.

Den lille dreng kom heldigvis ikke til skade.
Den lille dreng kom heldigvis ikke til skade.
Vis mere

Alt imens dokumenterede hans datter episoden med kameraet på sin telefon. Videoen er sidenhen blevet delt på Facebook-gruppen 'I Love Tenerife' og har i skrivende stund fået mere end 39.000 delinger og 27.000 kommentarer.

I kommentarfeltet stiller langt overvægten sig uforstående over for, hvordan noget som dette overhovedet kunne finde sted.

'Jeg er alenemor, og mit barn har aldrig formået at åbne et vindue, kravle ud ad det eller 'danse' på en afsats. Jeg tager bad, når hun sover, eller når der er nogen, der kan se efter hende. To forældre?! Der er ingen undskyldning for at lade barnet være alene,' skriver Jamie Rhys Jones blandt andet.

'Vi har nok alle prøvet at vende ryggen til i to minutter, men hvis du bor i en lejlighed og tager bad, burde man være ekstra påpasselig og låse døre og vinduer,' skriver Katie Fox.