Store, grønne vidder. Engang var Borodjanka en lille, hyggelig forstad til Kyiv fyldt med liv.
I dag er den fyldt med lig og ødelæggelse. Helt nye optagelser fra CNN viser, hvordan byen på en måned er blevet tilintetgjort. Du kan se videoen over artiklen.
Tidligere er rædselsvækkende billeder af lig i gaderne i forstaden Butja gået verden rundt, men det står ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, meget værre til i Borodjanka.
»De er begyndt at gennemgå ruinerne i Borodjanka. Det er meget mere rædselsvækkende der. Der er endnu flere ofre for de russiske besættere,« sagde han 8. april, da han sammenlignede ødelæggelserne i de to byer.
I Borodjanka er bygningerne blev udslettet af massive bombardementer over den seneste måned.
Bombardementer, som i høj grad har ramt civile – som hele boligblokke, der nu ligger i ruiner.
CNN har mødt en af de ukrainere, der blev tilbage i byen:
»Min søster boede i den her bygning. Hun forlod den klokken seks om morgenen, og allerede klokken otte var den bombet i stykker af fly. Der var mange fly,« fortæller Halina Tzapyk.
Ukrainere er vendt tilbage, og oprydningen er i gang efter den russiske besættelse.
Men alt kan ikke reddes. Der er ikke noget rindende vand eller strøm.
Indtil videre melder de officielle myndigheder om mindst 50 fundet døde i murbrokkerne. Men hver dag dukker nye lig op.