Tilbage i august var Danmark på amerikanernes læber efter et tv-indslag på Fox News, og nu er den gal igen.

Det store medie TMZ, der normalt er kendt for at være en mastodont inden for sladderhistorier, bragte søndag en artikel med overskriften: 'Denmark Dolphin Kill - Shocking, Disgusting, Barbaric.'

Historien handler om den årlige tradition grindadráp på Færøerne, hvor massevis af grindehvaler slagtes.

At jage grindehvaler er en gammel tradition på Færøerne, der har mere end 1000 år på bagen. Det betyder, at der hvert år slagtes hundredvis af grindehvaler - en begivenhed, som mange af ørernes beboere deltager i.

Her er der et billede fra traditionen i 1996.
Her er der et billede fra traditionen i 1996.
Vis mere

Da Færøerne er en del af Kongeriget Danmark, er det Danmark, der i TMZ's artikel får den helt store opsang.

'Danmarks have er røde af en grund.. det røde er blod fra 200 delfiner, der blev slagtet af de lokale på Færøerne,' står der blandt andet i artiklen.

Grindehvaler er en del af delfinslægten, men også den mere klassiske delfinart hvidskæving bliver dræbt i den årlige tradition.

TMZ har tilmed en video af slagtningen, som de har fået af aktivistgruppen Sea Shepherd, der hvert år er på Færøerne for at stoppe den færøske grindefangst, som gruppen kalder 'brutal slagtning'.