Massive skovbrande har været en af de helt store europæiske bekymringer i løbet af sommeren – og de ser ikke ud til at stoppe for nu.

Således kæmper flere lande med omfattende brande, der tilsammen gør, at 2022 efter alt at dømme vil blive et rekordår for ødelæggelse som følge af skovbrande.

Det skriver The Guardian.

Mediet eksemplificerer det med, at et område, svarende til en femtedel af hele Belgiens areal, lige nu er brændt i Europa.

En voldsom skovbrand hærger lige nu i Zaragoza-provinsen i det nordøstlige Spanien.
En voldsom skovbrand hærger lige nu i Zaragoza-provinsen i det nordøstlige Spanien. Foto: HANDOUT
Vis mere

Værst står det til i Spanien, Rumænien og Portugal, ligesom også Frankrig, Storbritannien og Grækenland er hårdt ramt.

»Situationen, i form af tørke og ekstremt høje temperaturer, har påvirket hele Europa, og den overordnede situation gør os bekymret, mens vi stadig er midt i brandsæsonen,« siger Jesus San-Miguel, der er koordinator hos det europæiske informationssystem for skovbrande.

Senest blev 1500 personer evakueret fra Zaragoza-provinsen i det nordøstlige Spanien, hvor en skovbrand lige nu spreder sig.

Omkring 300 brandfolk er sat ind for at hjælpe lokale indbyggere med at forsøge at få kontrol med branden. De får hjælp fra luften af helikoptere, der kaster vand ned.

2022 er det hidtil værste år, Spanien har registreret, når det gælder skovbrande.

Siden nytår er et område på over 2600 kvadratkilometer blevet ødelagt af i alt 388 brande, viser en oversigt fra EUs observationssystem Copernicus, skriver Ritzau.

Til sammenligning er Fyn knap 3000 kvadratkilometer.

Ifølge forskere gør menneskeskabte klimaforandringer det ekstreme vejr – blandt andet hedebølger og tørke – mere hyppigt. Det øger risikoen for brande, der udleder endnu flere drivhusgasser.