Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har bestilt 100.000 af de såkaldte bodybags – ligposer. Poserne skal bruges til USA's coronadøde.

Det skriver mediet Bloomberg News.

Natten til onsdag afslørede Det Hvide Hus' eksperter, at man i USA kan forvente et sted imellem 100.000 og 240.000 dødsfald som følge af den verdensomspændende coronavirus-epidemi.

Og nu gør myndighederne i USA sig klar til den iskolde og tragiske virkelighed.

Her bruges ligposer til en demonstration i New York City.
Her bruges ligposer til en demonstration i New York City. Foto: Don EMMERT - AFP
Vis mere

De første 50.000 grønne nylon-ligposer er allerede klar. De ligger på lager hos det, amerikanerne kalder Defense Logistics Agencys Troop Support unit – en del af det amerikanske militær.

De næste 50.000 ligposer er ifølge Bloomberg News bestilt hos en underafdeling af forsvarsministeriet. Den nationale amerikanske redningsorganisation FEMA (Federal Emergency Management Agency) har ikke sat dato på leverancen.

Men ifølge Bloomberg News lyder ordren: 'så hurtigt som muligt'.

I USA er flere end 277.000 testet positiv for coronavirus, mens over 7000 mennesker har mistet livet.