Det er aldrig rart at have en blokeret næse – men som regel forsvinder symptomerne i løbet af fem-ti dage. Så længe varer en almindelig forkølelse nemlig.

Men Zhang Binsheng, en 30 år gammel mand fra byen Harbin i det nordøstlige Kina, har kæmpet med problemet meget længere.

Efter tre måneder blev symptomerne så slemme, at han havde besvær med at trække vejret og ikke kunne falde i søvn om natten.

Han fornemmede en lugt af råddenskab i sine næsebor. Det skriver den australske hjemmeside news.com.au.

Tæt på at være desperat opsøgte han lægerne på Harbins medicinske universitet, som lavede et røntgenfoto af mandens hoved – og opdagede, hvad der havde ført til den blokerede næse.

Bagest i næsehulen var noget, der var meget skinnende. Lægen opdagede, at det var en tand, som befandt sig et sted, der var højst usædvanligt.

Da patienten hørte, hvad der gemte sig i hans næse, huskede han på, at han havde 'tabt' en tand, hele 20 år tidligere.

Han var dengang bare ti år gammel, da han faldt på næsen i et indkøbscenter. Det kostede ham to tænder.

Den ene fandt han med det samme, mens den anden aldrig blev fundet.

Selv om han blev alvorligt skadet ved faldet (han modtog 60 sting i ansigtet), så havde han aldrig følt nogen smerte i næsen.

Hvad der skete, var, at selve faldet havde skubbet tanden op i hans bihule. Han var de næste 20 år ikke klar over, at tanden skjulte sig i næsehulen.

Ifølge lægerne havde den det helt fint – den havde slået rod og groede i næsen.

Hans krop havde ikke frastødt tanden, for den var jo i forvejen en del af ham.

Efter hans tre måneder lange periode med slemme symptomer, lykkedes det lægerne at fjerne den 1 cm lange tand i en operation, som tog 30 minutter.