Den nordkoreanske leder Kim Jong-uns halvbror er blevet myrdet i Malaysia.

Halvbroderen Kim Jong-nam mistede ifølge en sydkoreansk regeringskilde livet i lufthavnen i Kuala Lumpur, efter at han var blevet angrebet af to kvinder med 'forgiftede nåle'.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De to kvinder, der menes at være nordkoreanske agenter, flygtede angiveligt efterfølgende fra lufthavnen i en taxa og er endnu ikke blevet anholdt eller lokaliseret.

Intet af det er dog blevet bekræftet officielt. Men til Reuters bekræfter en malaysisk polititalsmand - Fadzil Ahmat - tirsdag eftermiddag dansk tid, at Kim Jong-nam er død.

'Det føltes som om, nogen greb fast i hans ansigt'

Årsagen til dødsfaldet er endnu ikke fundet, men en obduktion skal gennemføres for at finde den.

»Indtil videre er der ingen mistænkte, men vi har indledt en efterforskning og ser på nogle ting for at finde spor,« siger Fadzil til nyhedsbureauet.

Kim Jong-nam var ifølge talsmanden på vej til Macau mandag, da han pludselig fik det dårligt, mens han stod i afgangsterminalen.

»Den afdøde følte det som om, nogen havde grebet ud efter eller holdt fast i hans ansigt bagfra,« siger Fadzil og fortsætter:

»Han følte sig svimmel og spurgte om hjælp hos skranken.«

Kim Jong-nam blev kørt hen til sygeafdelingen i lufthavnen, hvor han fik det værre, og det blev besluttet, at han skulle køres på hospitalet. Han døde på vejen dertil i ambulancen.

Havde ingen interesse i at lede landet

Kim Jong-nam, der var den nordkoreanske leders ældre halvbror, var kendt for at tilbringe en stor del af sin tid i udlandet, og han har tidligere offentligt kritiseret sin families 'dynastiske kontrol over den isolerede stat'.

Han og Kim Jong-un er begge sønner af Nordkoreas tidligere leder - Kim Jong-il - der døde i 2011. De to halvbrødre havde forskellige mødre. Kim Jong-nams mor var Kim Jong-ils første elskerinde Song Hye-rim - en sydkoreansk skuespillerinde, der døde i Moskva i 2002.

Kim Jong-nam var blevet spået til at arve tronen efter sin far, men han fortalte selv flere gange, at han ikke havde en interesse i at lede landet.

»Personligt er jeg imod tredjegenerations-arv,« sagde han ifølge Reuters i 2010, før hans yngre halvbror overtog lederrollen efter deres far.

»Jeg håber, min bror vil gøre sit bedste for nordkoreanernes blomstrende liv.«

Ville besøge Disneyland

Kim Jung-nam kom også i medierne, da han i 2001 blev tilbageholdt, efter han havde forsøgt at komme ind i Japan på et dominikansk pas. Han hævdede, at han ville besøge Disneyland. Det gjorde, at han kom i unåde i sin familie.

Han menes at have været tæt på sin onkel, Jang Song-thaek, som var Nordkoreas næstmest magtfulde mand - indtil han blev henrettet i december 2013 på Kim Jong-uns ordre.

Hans alder kendes ikke præcist, men Kim Jung-nam menes at være blevet omkring 45 år.