Nogle forbipasserende løftede øjenbrynene, da de pludselig så bundter af sorte plastikposer på stranden nær Aberystwyth i Wales.

For de sorte plastikposer indeholdt en kæmpe mængde kokain.

Det skriver det britiske medie BBC.

Dyfed-Powys politi vurderer, at det alt i alt vejede 1.200 kilo, og det giver de sorte plastikposer en værdi på 42 millioner pund, vurderer politiet.

Det svarer til i omegnen af 360 millioner kroner.

Politiet oplyser desuden, at efterforskningen fortsætter for at finde ud af, om det kun er kokain, som er i plastikposerne.

Der opfordres desuden til, at man kontakter politiet, hvis man ser noget mistænkeligt.

»Vores efterforskning fortsætter, og vi gentager over for offentligheden, at hvis de finder noget mistænkeligt på strandene, skal indholdet ikke røres, og politiet skal kontaktes med det samme,« lyder det fra Dyfed-Powys politi.