Den amerikanske præsident kommenterede natten til fredag dansk tid et billede, som har fanget mange amerikaneres øjne inden for det forgangne døgn.

'Det Al Frankenstien-billede er virkelig slemt, og det siger mere end 1.000 ord. Hvor er hans hænder mon på billede 2, 3, 4, 5 og 6, mens hun sover,?' skriver Donald Trump på Twitter.

Reaktionen fra det Hvide Hus kommer efter, at journalist og model Leeann Tweeden torsdag skrev i et blog-indlæg, at den amerikanske senator Al Franken tiltvang sig kys med hende, ligesom han også befamlede hende. Det viser et billede taget i 2006, hvor Leeann Tweeden var sammen med den nuværende senator på en såkaldt USO Tour, hvor kendte underholder udstationerede amerikanske soldater.

'Du vidste præcis, hvad du havde gang i. Du tiltvang dig et kys uden mit samtykke, og du tog på mine bryster, mens jeg sov, og fik en til at tage et billede af det, fordi du vidste, at jeg ville se det senere og føle skam,' skriver Tweeden.

Ifølge journalisten skulle hun og Al Franken - der i 2006, da billedet blev taget, var komiker og manuskriptforfatter på blandt andet ‘Saturday Night Live’, men på tærsklen til at blive politiker - optræde live for amerikanske soldater i Afghanistan.

Franken var ansvarlig for manuskriptet for deres optræden, hvor han havde inkluderet et kys mellem ham og Leeann Tweeden.

Ifølge sin blog havde hun planlagt med sig selv at afvige fra manuskriptet på scenen ved at undgå kysset og på den måde få soldaterne til at le. Men hun blev overrumplet, da Al Franken ifølge hendes udlægning ville øve scenen, kort før deres optræden.

Da de var alene backstage insisterede Al Franken angiveligt på at øve kysset, selvom hun afslog. Da han blev ved med at insistere, gav Tweeden til sidst efter.

'Jeg sagde ‘okay,’ så han ville lade mig være i fred. Vi øvede replikken, der leder op til kysset, og så gik han hen til mig, tog sin hånd om mit baghoved, pressede sine læber mod mine og stak aggressivt  sin tunge ind i min mund,’ lyder det fra Leeann Tweeden.

‘Jeg følte en væmmelse, og jeg følte mig krænket,’ skriver hun videre.

Billedet af senatoren, der befamler Tweeden, blev taget efterfølgende, da turneen var slut. På vej hjem i flyet fra Afghanistan var Tweeden så udmattet, at hun faldt i søvn siddende med hjelm og fragmentationsvest på, skriver hun. Da hun senere gennemgik de billeder, der blev taget undervejs, så hun til sin forbløffelse, hvordan Al Franken havde udnyttet den sovende journalist.

Al Franken har nu undskyldt over for Leeann Tweeden.

»Jeg ved ikke, hvad der foregik i mit hoved, da det billede blev taget, og det er også lige meget. Der er ikke nogen undskyldning for det. Jeg ser på det nu, og jeg græmmes over mig selv. Det er ikke sjovt. Det er fuldstændig upasssende. Det er åbenlyst, at Leeann føler sig krænket over det billede,« lyder det blandt andet fra senatoren.

Det er ifølge Washington Post blot to dage siden, at det efter en høring i den amerikanske hovedstad blev erkendt, at sexchikane er et udbredt problem i Capitol Hill, hvor landets lovgivende forsamling hører hjemme.