En kurdisk kvinde, der blev holdt som sexslave af terrorgruppen IS, blev angiveligt narret til at spise sit ét år gamle barn, som var blevet myrdet og tilberedt.

Der er kommet nye oplysninger frem, som dokumenterer den ondskab, der gennemsyrer terrororganisationen IS.

Det irakiske parlamentsmedlem Vian Dakhil fortæller til den egyptiske tv-station Extra News, at hun under befrielsen af kurdiske fanger har fået førstehåndsberetninger om grusomheder, der nærmest overgår den menneskelige forstand.

En kurdisk yazidi-kvinde, der havde været holdt som sexslave af IS, fortalte en rystende historie, der har brændt sig fast hos politikeren.

»En af de kvinder, vi lykkedes med at befri, sagde, at hun blev holdt i en kælder i tre dage uden mad eller vand. Efterfølgende gav de hende en tallerken med ris og kød. Hun spiste maden, fordi hun var meget sulten«, sagde Dakhil ifølge The Independent.

»Da hun var færdig, sagde de: 'Vi tilberedte din etårige søn, som vi tog fra dig, og det er, hvad du lige har spist'«.

Vian Dakhil fik også at vide under befrielsen, at en 10-årig pige var blevet voldtaget ihjel for øjnene af sin far og søskende.

Vian Dakhil er politiker og internationalt anerkendt for sit arbejde for menneskerettigheder.
Vian Dakhil er politiker og internationalt anerkendt for sit arbejde for menneskerettigheder. Foto: JIM WATSON
Vis mere

Det anslås at over 10.000 yazidier blev kidnappet eller myrdet af IS i Irak i 2014. Siden da er mindst 3.100 af dem blevet dræbt, ofte på meget brutal vis, for eksempel ved halshugning, skriver The Independent. Mange er stadig savnet.

Vian Dakhil er selv yazidi, og hendes gentagne appeller har været medvirkende til, at mange af dem nu er blevet befriet.