Den seneste tid har en række russiske angreb ramt den ukrainske infrastruktur, hvilket har sat landets energi- og strømforsyninger under pres flere steder.

Nu hævder chefen for det ukrainske atomenergiagentur Energoatom, Petro Kotin, at de russiske angreb også kan udgøre en stor fare for en atomkatastrofe.

Det siger han ifølge VG og Dagbladet til nyhedsbureauet Reuters:

»Der er en reel fare for en atomkatastrofe med radioaktivt materiale,« siger Kotin.

Udmeldingen følger i kølvandet på, at russiske missilangreb onsdag udløste en automatisk 'nedluknings-procedure' for de tre atomværkværk, der fortsat er under ukrainsk kontrol, da de blev afskåret fra el-nettet.

Nedkølingen af deres radioaktive elementer kræver nemlig tilkobling til el-nettet.

»Efter gårsdagens massive beskydning har ansatte ved energiværket formået at sikre strømforsyningen og koble de tre atomkraftværker til nettet i morgentimerne,« lyder meldingen ifølge VG fra det ukrainske energidepartement.

Ifølge Reuters skal også det store ukrainske atomkraftværk i Zaporizjzja – der er under russisk kontrol – være tilbage på el-nettet.

Forleden kom det blandt andet også frem, at atomkraftværket i Zaporizjzja skal inspiceres, efter at der i weekenden skete en stribe eksplosioner nær værket.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) skrev efterfølgende i en pressemeddelelse, at der fandt en række eksplosioner sted kort før klokken 18 lørdag aften lokal tid.

Omkring klokken 9.15 søndag fortsatte de med over 12 eksplosioner inden for 40 minutter.

»Endnu en gang var vi heldige, at der ikke skete en potentielt alvorlig atomkatastrofe. Næste gang er vi måske ikke så heldige,« lød det fra IAEAs generaldirektør, Rafael Grossi:

»Vi skal gøre alt, der står i vores magt, for at sikre, at det ikke sker igen.«

Der har flere gange under krigen i Ukraine været eksplosioner nær atomkraftværket, der er Europas største af sin slags.

Ukraine og Rusland har løbende anklaget hinanden for at stå bag.

IAEA har ikke placeret nogen skyld for weekendens eksplosioner, og agenturet meddeler også, at de ikke har skabt nogen atomfare.

Alligevel fortalte atomdirektør Grossi, at han er dybt bekymret:

»Selvom der ikke var nogen direkte påvirkning af atomsikkerheden og sikkerhedssystemerne, så var eksplosionerne faretruende tæt på. Vi taler om meter, ikke kilometer. Hvem end der står bag beskydningen, tager store risici og gambler med mange menneskers liv,« sagde han mandag.