Den assisterende chauffør i en selvkørende Uber, der påkørte en kvinde, er tiltalt for uagtsomt manddrab.

Backup-chaufføren bag rattet i en selvkørende Uber-bil, der påkørte og dræbte en kvinde i Arizona i 2018, er blevet tiltalt for uagtsomt manddrab.

Det oplyser anklagemyndigheden tirsdag lokal tid.

49-årige Elaine Herzberg var i færd med at krydse en mørk vej i Tempe i det centrale Arizona, da hun 18. marts 2018 blev ramt af en selvkørende Uber, hvor 46-årige Rafael Vasquez sad bag rattet.

Rafael Vasquez, der også går under navnet Rafaela, har erklæret sig ikkeskyldig i uagtsomt manddrab. Hun er blevet løsladt, mens hun venter på retssagen, der er sat til at begynde i februar 2021.

Elaine Herzberg døde af sine kvæstelser, efter at hun blev ramt af bilen, mens hun trak en cykel over en vej om aftenen.

Ifølge en politirapport kiggede Rafael Vasquez gentagne gange ned i stedet for at holde øjnene på vejen.

I marts 2019 sagde anklagemyndigheden i Yavapai County, at virksomheden bag Uber, Uber Technologies Inc., ikke kan holdes juridisk ansvarlig for ulykken.

Til gengæld bør den assisterende chaufførs håndtering af situationen efterforskes nærmere af politiet i Tempe, lød anklagemyndighedens vurdering.

Rafael Vasquez har tidligere forklaret politiet, at fodgængeren "kom ud af det blå".

Ifølge politiets efterforskning kunne ulykken være afværget, hvis chaufføren havde været opmærksom på vejen. Hun var dog i stedet ifølge politiet i gang med at se tv-programmet "The Voice" på sin telefon, da ulykken skete.

Bilen var en del af et eksperiment med selvkørende biler, som efterfølgende er blevet bremset i Arizona.

Cirka to uger efter ulykken i marts 2018 indgik Uber et forlig med familien til den dræbte Elaine Herzberg. Beløbets størrelse blev ikke oplyst.

Uber har ikke ønsket at kommentere tiltalen mod Rafael Vasquez.

/ritzau/Reuters