FRANKRIG: Onsdagens udgave af det franske satiremagasin Charlie Hebdo udkommer nu i hele tre millioner eksemplarer. Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge det franske medie Le Figaro.

Allerede efter terrorangrebet i sidste uge meddelte magasinet, at det ville udkomme i et oplag på en million mod normalt 60.000 eksemplarer. Men nu øger redaktionen altså oplaget med yderligere to millioner eksemplarer.

Næste nummer af Charlie Hebdo, som udkommer præcis en uge efter massakren på redaktionen i Paris, vil udover at blive trykt usædvanligt mange gange også blive oversat til 16 sprog og indeholde nye tegninger af profeten Muhammed, fortæller magasinets advokat.

»Udsagnet »Jeg er Charlie« betyder også retten til blasfemi,« forklarer advokaten til Le Figaro.

Ved terrorangrebet mod Charlie Hebdo onsdag 7. januar i Paris og ved de efterfølgende gidseltagninger og skudepisoder blev i alt 17 personer dræbt og flere alvorligt såret. Gerningsmændene har angiveligt relation til de to ekstremistiske terrororganisationer al-Qaeda og Islamisk Stat (IS), og har tilsyneladende netop angrebet magasinet på grund af de satiriske tegninger af profeten Muhammed.

BNB