For tredje gang fik Leslie Van Houten, en af Charles Mansons følgere, annulleret den frihed, hun ellers var blevet lovet af et prøveløsladelsesnævn.
Californiens guvernør, Gavin Newsom, omstødte kendelsen om prøveløsladelse.
Det var første gang, han blandede sig i den sag, men den tidligere guvernør Jerry Brown har to gange tidligere sagt nej.
Van Houten var det yngste medlem af Mansons kult. Og hun var med til at myrde den velhavende grosserer i Los Angeles Leno LaBianca og hans kone, Rosemary.

Den 69-årige Van Houten er stadig en trussel, siger Newsom.
Og det selv om hun har siddet i fængsel i næsten et halvt århundrede og har fået masser af ros for sin opførsel.
»Mens jeg anerkender frk. Van Houtens anstrengelser for at rehabilitere sig og hendes unge alder, da forbrydelsen blev begået, så er jeg mere urolig for hendes rolle i drabene og potentialet for fremtidig vold,« skriver han i sin kendelse.
»Frk. Van Houten deltog ivrigt i drabet på LaBiancas, og hun spillede en betydelig rolle.«
Van Houten var bare 19 år, da hun og andre kultmedlemmer stak Leno LaBianca og hans kone, Rosemary, ihjel i august 1969.
Drabene fandt sted, dagen efter andre Manson-folk dræbte den gravide skuespiller Sharon Tate og fire andre i Los Angeles.
