»Jeg har en forfærdelig, ulækker, ondskabsfuld og voldelig fortid. Men jeg har aldrig dræbt nogen. Jeg har aldrig gjort skade på kvinder eller børn.«
Sådan beskriver en af Storbritanniens mest notoriske fanger sin kriminelle fortid, forud at sin prøveløsladelseshøring.
Det skriver flere medier, såsom Sky News og Mirror.
Charles Bronson, der egentlig er døbt Michael Gordon Peterson, kom i fængsel tilbage i 1974 efter et væbnet røveri.
Her blev den dengang 22-årige Bronson idømt syv års fængsel.
Men Charles Bronson var uhyre stærk og tæskede flere ansatte og fanger uden at være blevet provokeret forinden. Derfor blev hans fængselsstraf hele tiden forlænget.
Det har betydet, at foruden en kort prøveløsladelse i slutningen af 80erne, der endte i endnu et væbnet røveri, har Charles Bronson siddet fængslet i snart 50 år.
Nu prøver han så igen. I marts i år skal den nu 70-årige Charles Bronson søge om prøveløsladelse ved en prøveløsladelseshøring.
»Jeg er fokuseret og afslappet. Jeg kan faktisk smage og dufte friheden på en måde, jeg aldrig før har kunnet. Jeg er nu imod kriminalitet og vold. Hvorfor fanden sidder jeg stadigvæk i fængsel?« spurgte Charles Bronson om sin mulige prøveløsladelse.
Det er dog ikke alle, der er lige glade for tanken om, at Charles Bronson atter skal færdes frit i de britiske gader og stræder.
Den tidligere chefpolitiinspektør ved Metropolitian Police Simon Harding sagde, at Bronson havde en lang række utrolig voldelige tilfælde bag sig, og at det derfor vil være meget risikabelt at løslade sådan et menneske.
»Han er en meget farlig mand, der kan blive løsladt i samfundet meget snart,« siger han.
Også den britiske justitsminister, Dominic Raab, mener, at det vil være farligt at løslade den 70-årige Charles Bronson.
Charles Bronsons prøveløsladelseshøringer vil være offentlige, og de foregår 6. og 8. marts 2023.