Celine Dion har tænkt sig at opfylde sin kræftramte mands sidste ønske.

Det skriver Daily Mail.

Den canadiske sangerinde, der især er kendt for sangene ’My Heart Will Go On’ og ’I’m Alive’ går igennem det, der må være enhvers værste mareridt: At en du har kær, er dødeligt syg af kræft.

Det er Celine Dions 73-årige mand, René Angélil, der er ramt af halskræft, og hans sidste ønske er, at Celine Dion skal være ved hans side, når han går bort.

»René sagde til mig: ’Jeg vil dø i dine arme’. Og jeg svarede, at jeg selvfølgelig vil være der,« fortæller Celine Dion til USA Today.

I øjeblikket er Celine Dion dog rejst tilbage til Las Vegas for at optræde. Men det er helt i overensstemmelse med manden, fortæller hun:

»Selvom han er nervøs over, at jeg ikke er hjemme hos ham, ønsker´han, at jeg skal fortsætte med mine shows.«

Ifølge Celine Dion selv havde hun også foretrukket at blive hjemme ved sin mands side. Men samtidig forsøger Celine Dion at fortsætte livet, og det gør hun altså ved at optræde i Las Vegas.

»Først ville jeg ikke være her, for jeg behøver det ikke. Misforstå mig ikke. Jeg elsker at synge for folk, men jeg har prioriteter,« forklarer Celine Dion.

»Al min sorg var sidste år. Jeg tror, jeg har styr på det nu. I hvert fald indtil videre. Men når det rammer mig, så rammer det mig. Men mit største job er at fortælle min mand, at vi er okay. At jeg vil tage mig af vores børn, og at han vil se ned på os fra et andet sted.«

Parret har været lykkeligt gift siden 1994, og sammen har de børnene Nelson, Eddy og René-Charles.