Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Da amerikanske Carol Hover hurtigt ville kigge sin post igennem, fik et helt særligt postkort hende til at stoppe brat op.

For afsenderen var hendes mor. Der var gået bort for otte år siden.

Det skriver The Washington Post.

Selvom det lyder mystisk, viste forklaringen sig – i hvert fald delvist – at være enkel.

For brevet var dateret helt tilbage fra 30. august 1960, hvor den i dag 67-årige Carol Hovers forældre havde været på bryllupsrejse i Canada.

Postkortet havde de skrevet i løbet af deres tur og sendt hjem til Carols bedsteforældre, som boede i det hus, som Carol siden har købt og overtaget i Hornell i New York.

»Vi ser jer, før I modtager det her,« stod der blandt andet i det 62 år gamle postkort.

Til The Washington Post fortæller Carol, at hun med det samme genkendte sin mors snirklede og kurvede skrift, da hun så postkortet en dag tilbage i april.

»Jeg savner mine forældre virkelig meget. Og at få et stykke post fra mine forældre... det er virkelig særligt,« fortæller hun.

Men der stoppede det ikke.

For i ugerne efter modtog hun yderligere tre gamle postkort. Et fra hendes far, der i 1969 havde skrevet det under en tur til New York City.

Og to fra hendes moster og onkel. Det første fra 1974, hvor de havde sendt det under en rejse til Storbritannien, og det andet under en rejse til Frankrig i 1980.

For at gøre det hele lidt mere mærkeligt, var hun ikke den eneste, der pludselig modtog gamle postkort.

Også hendes kusine, Karen Kohnke, modtog pludselig flere årtier gamle postkort, efter modtageren af dem havde opstøvet hende ud fra det navn, der stod på kortene.

I alt har hun nu modtaget tre gamle breve fra familiemedlemmer.

Det er ifølge The Washington Post dog endnu ikke opklaret, hvordan de gamle postkort pludselig igen er endt i cirkulation og er havnet hos de to kusiner.

En talsmand for det amerikanske postvæsen oplyser, at brevene måske kan have været opbevaret i et hjem, der har fået nye ejere, som kan have forsøgt at afsende brevene, for at de kunne finde tilbage til deres rette ejermænd igen.

Andre læser også