Kronprinsesse Victoria og prins Daniel blev torsdag nat klokken 04.26 forældre til en velskabt pige. Den lille prinsesse måler 51 centimeter og vejer 3.280 gram.

Og den lille ny prinsesse har ikke lang vej til tronen.

Den lille prinsesse, der stadig kun er få timer gammel, er nummer to i tronfølgen lige efter sin mor, 34-årige kronprinsesse Victoria. Det betyder, at hun overhaler prins Carl Philip og prinsesse Madeleine i ræset om den eftertragtede post. 

Kronprinsesse Victorias to mindre søskende må, Carl Philip og Madeleine, derfor se sig henvist til henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.

Først-fødte på tronen

I Sverige blev tronfølgeloven ændret i 1980, således at det altid er den førstefødte, der arver tronen, uanset om det er en dreng eller en pige.



Det samme gør sig gældende herhjemme, men det var først i 2009, at vi fik gennemført ligestillingen i tronfølgen. Det skete ved en folkeafstemning i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget sommeren 2009.

I Danmark står kronprins Frederik til at tage over efter sin mor dronning Margrethe, og efter ham følger 6-årige prins Christian.