Det vakte stor opsigt, da et canadisk ægtepar blev fundet døde i deres kælder i Toronto i december. Nu mener parrets børn at have fundet beviser på, at forældrene blev myrdet. Det skriver flere canadiske medier.

Det var den 15. december, at ægteparret Barry Sherman (75) og hans hustru, Honey (70 ) blev fundet døde i kælderen af en ejendomsmægler, der havde deres hjem til salg.

Barry Sherman var den succesfulde indehaver af medicinalselskabet Apotex, som havde gjort ham stenrig. Han var Canadas 15. rigeste mand, og både han og hans kone var kendt som livsglade personer.

Politiet i Toronto har været yderst sparsomme med oplysninger i sagen, men ifølge CBC Toronto er det tidligere blevet oplyst, at dødsårsagen var kvælning, og at parret blev fundet i en lodret position.

Flere canadiske medier har gennem bekræftelser fra unavngivne politikilder tidligere beskrevet, at politiet arbejder med en teori om, at Barry Sherman havde dræbt sin hustru først og derefter sig selv ved først at hænge hende og derefter sig selv.

Men den teori, som endnu ikke er officiel, har parrets fire børn nægtet at tro på. De mener, at deres forældre var alt for livsglade til sådan en handling.

Derfor har de taget sagen i egen hånd. De fire børn hyrede en advokat til at finde hoved og hale i sagen. Advokaten hyrede flere privatdetektiver og forlangte, at der skulle foretages et nyt ligsyn. Og det har ført til interessante oplysninger.

Sammen med en retsmediciner fandt detektiverne nemlig mærker på både hr. og fru Shermans håndled.

De skulle angiveligt være tegn på, at parret har været bagbundet med en plastikstrip eller lignende forud for deres død.

Derudover vurderede holdet, at der var tegn på, at milliardærparret blev kvalt til døde ved hjælp af mandelæderbælter, som var bundet fast til et gelænder, skriver CBC Toronto.

Honey Sherman havde også rifter på sin overlæbe og næse, hvilket ifølge de private forskere er tegn på, at hun formentlig har forsøgt at gøre modstand mod sin morder.

Ifølge den canadiske avis The Star blev ægteparret fundet i en siddende position ved deres indendørs pool. De havde angiveligt læderbælterne om halsen, der var bundet fast til gelænderet til poolen. Det private efterforskningshold mener, at de blev kvalt med bælterne, før de blev sat op ad gelænderet og bundet fast.

Det var her i dere shjem i Toronto, at paret blev fundet døde.
Det var her i dere shjem i Toronto, at paret blev fundet døde. Foto: CHRIS HELGREN
Vis mere

Desuden mener det private hold af detektiver, at parret blev dræbt allerede op til to dage, før de blev fundet, fortæller en kilde til CBC Toronto.

En blodprøve har vist, at der ikke var nogen tegn på stoffer eller andre gifte i ægteparrets blod.

Angiveligt er sagen ifølge de unavngivne kilder blevet omtalt som ’professionel’ og ’et lejemord’.

Det var tilbage i 1974, at Berry Sherman grundlagde sin formue, da han købte firmaet Apotex af sin onkel. Han opbyggede genne årene selskabet fra at have to ansatte til at blive et imperium med over 11.000 ansatte. I 2012 trådte han tilbage som administererende direktør. Men han var frem til sin død stadig bestyrelsesformand i livsværket.

Parret havde en formue på over 20 milliarder kroner og var kendt for at være meget rundhåndede med donationerne, som blandt andet Toronto fik glæde af.

Politiet i Toronto har ikke haft lyst til at kommentere de nye oplysninger overfor de canadiske medier. Politiet har meddelt, at det nok skal fortælle mere, når efterforskningen tillader det.