Mand er tiltalt i 22 forhold efter at have brudt ind på område, hvor den canadiske premierminister bor.

En canadisk mand forsøgte i sidste uge at bryde ind på et område, hvor Canadas premierminister, Justin Trudeau, lige nu bor med sin familie.

Manden er nu tiltalt for 22 forhold.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, der citerer det canadiske medie CBC.

Der har netop været afholdt retsmøde, hvor dokumenter kom frem, der indikerede, at manden var fjendtligt indstillet mod premierministeren.

Han skulle, viser dokumenter fra retsmødet ifølge AFP, have ytret trusler om at dræbe eller skade præsident Trudeau, da han brød ind.

Manden, der er en del af Canadas væbnede styrker, kørte ifølge politiet en bil igennem et gitter og har på den måde skaffet sig adgang til området.

Men politiet nåede at stoppe ham, da bilen brød sammen, og manden forsøgte at fortsætte til fods. Han blev hurtigt bragt ind til afhøring. Han handlede alene.

De fleste af forholdene, som manden er tiltalt i, er våbenrelaterede, skriver AFP.

Han var bevæbnet med flere våben, blandt andet en riffel.

Området, manden brød ind ved, hedder Rideau Cottage. Da politiet anholdte den tiltalte, blev han omtalt som Corey Hurren, en 46-årig mand.

Han havde ifølge politiet kørt 2000 kilometer fra byen Manitoba-området til Ottawa for at udføre sin gerning.

Justin Trudeau og hans familie bor der lige nu, mens deres officielle embedsbolig på Sussex Drive bliver renoveret.

Politiet har bekræftet, at Trudeau ikke var til stede, da manden brød ind.

Den tiltalte bliver stillet for retten 17. juli.

/ritzau/AFP