Måneder efter at præsident Biden trak tilladelse for olierørledning tilbage, forlader energiselskab projektet.

Det canadiske energiselskab TC Energy dropper nu et projekt om den omstridte olierørledning Keystone XL mellem USA og Canada.

Det oplyser selskabet onsdag lokal tid.

Opsigelsen af projektet på ni milliarder dollar - cirka 55 milliarder kroner - sker, måneder efter at præsident Joe Biden trak en vigtig tilladelse for projektet tilbage.

Det skete på Bidens første dag i Det Hvide Hus. Han forklarede beslutningen med henvisning til klimaproblemer.

Siden er canadiske embedsmænd ikke lykkedes med at overbevise Biden om at genoptage projektet og derfor droppes det, meddeler TC Energy.

Olierørledningen har mødt voldsom modstand fra miljøaktivister, ligesom at amerikanske grundejere og oprindelige folk har kritiseret den.

Det var planen, at olierørledningen i 2023 skulle føres fra den canadiske provins Alberta til den amerikanske delstat Nebraska og derfra videre til olieraffinaderier i Texas i det sydlige USA.

Her skulle hundredtusindvis af tønder olie transporteres 1910 kilometer mellem Canada og USA.

Energiselskabet TC Energy har meddelt regeringen i Alberta om sin beslutning.

- Vi er skuffede og frustrerede over omstændighederne omkring Keystone XL-projektet, herunder præsidentens tilbagekaldelse af tilladelsen til rørledningens grænseovergang, udtaler lederen af den canadiske provins Alberta, Jason Kenney, i en erklæring.

TC Energy oplyser, at det fortsat vil koordinere med tilsynsmyndigheder, interesseorganisationer og det indfødte folk.

Det vil selskabet for at leve op til miljømæssige og lovgivningsmæssige krav og på den måde sikre en sikker afslutning og udtræden af projektet.

Keystone XL-projektet blev foreslået i 2008. Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama fik i den sidste del af sin embedsperiode stoppet planerne om Keystone XL.

Men under præsident Donald Trump blev beslutningen omstødt, inden den igen blev omgjort af Biden.

/ritzau/Reuters