Briterne er i færd med at undersøge video fra IS, hvor fem mænd bliver skudt, og hvor Storbritannien trues.

London: Den britiske premierminister, David Cameron, mener, at den seneste video fra Islamisk Stat er propaganda, skriver Reuters.

Videoen fra ekstremistgruppen, der er lagt ud på internettet, skulle angiveligt vise en likvidering af fem "spioner".

En talskvinde for Cameron siger, at filmen er endnu et vidnesbyrd om et barbari, som kendetegner gruppen.

- Vi er ved at undersøge videoens indhold, og premierministeren bliver løbende opdateret om resultaterne, siger talskvinden.

- Det er en påmindelse om det barbari, der kendetegner Daesh (Islamisk Stat), og om de udfordringer, som verden står over for med disse terrorister. Det er også klar propaganda, og det må behandles som sådan, siger hun.

Efterretningsgruppen Site siger, at videoen, der blev lagt ud på internettet søndag, viser fem mænd fra Raqqa, hovedstaden i det selvudråbte kalifat, der strækker sig over store dele af Syrien og Irak. Mændene bekræfter i videoen, at de har udført spionagevirksomhed.

I videooptagelserne håner en engelsktalende IS-kriger Cameron for at udfordre jihadistgruppen og kalder ham for en "tåbe".

En efterfølgende sekvens viser de fem iklædt orange kedeldragter knælende foran fem maskerede krigere, alle i militæruniformer og bevæbnet med pistoler.

- Dette er en besked til David Cameron. Hvor mærkeligt er det ikke for os i dag at høre en ubetydelig leder som dig udfordre Islamisk Stat, siger en af de bevæbnede mænd.

Britiske kampfly, som allerede har angrebet IS-stillinger i Irak, begyndte i december tillige at slå til mod jihadisterne i Syrien.

- Vi vil fortsætte med at føre hellig krig ... og en dag invadere dit land, hvor vi vil regere med sharia, lyder det videre.

Og efter flere trusler i videoen bliver de fem mænd likvideret med en kugle gennem hovedet.

/ritzau/Reuters