Politiet i Davis i den amerikanske delstat Californien er i gang med at undersøge en noget usædvanlig - og ulækker - sag.

En gymnasieelev har blandet aske fra sin bedstefar i dejen til nogle småkager, som hun efterfølgende serverede for i hvert fald ni klassekammerater. En anden elev menes at have medvirket til kagebagningen med den grufulde ingrediens, skriver Sky News og ABC News.

Episoden udspillede sig på Da Vinci Charter Academy i Davis, der ligger vest for Sacramento.

Ingen har vist tegn på sygdom. Kremerede, jordiske rester af mennesker er ikke giftige, men som lederen af det lokale politi, Darren Pytel, udtrykker det til den lokale avis The Sacramento Bee, kan eleverne have haft nogle »følelsesmæssige udfordringer.«

En af eleverne havde svært ved at tro, at der vitterligt var aske i kagerne.

»Jeg troede hende ikke, før hun tog urnen frem. Hun fortalte mig, at der var en særlig ingrediens i småkagen. Jeg var nærmest skrækslagen,« fortæller Andy Knox til den lokale tv-station KCRA.

Motivet bag den noget specielle kulinariske adfærd er ukendt, men det vil formentlig være op til skolen at afgøre, hvad der skal ske med eleverne.

»Vi tager altid beskyldninger om forseelser alvorligt, og vi sørger for at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse, som involverer politiet eller andre myndigheder, når det er relevant,« siger skolens rektor, Tyler Millsap, til The Sacramento Bee.

De involvererede er ifølge skolens ledelse brødebetynget over situationen.

Historien melder intet om, hvad det var for en slags småkager. De er væk, så politiet har heller ikke haft lejlighed til at granske indholdet nærmere.

Adspurgt om han nogensinde har oplevet noget lignende, svarer Darren Pytel fra politiet i Davis:

»Nej. Den her er ny.«