Haiti er netop vågnet efter den værste og længste nat i landets historie. Dagslyset afslører nu de massive og ubegribelige skader, som jordskælvet har været skyld i.

Nyhedsbureauet Haiti Press Network sender igen oplysninger ud til verden om den katastrofe, der indtraf tirsdag aften dansk tid.

På bureauets hjemmeside står, at tusindvis af mennesker har søgt tilflugt i Port-au-Princes gader natten over. Alle har de været nødsaget til at forlade deres hjem, der ligger i ruiner.
 
Morgenen har meldt sig i hovedstaden, og som dagslyset kom snigende, blev de massive ødelæggelser og det spor af død og ødelæggelse, som jordskælvet har bragt med sig, en realitet for byens beboere. Der ligger lig i gaderne, og antallet af ofre er massivt.

Mange af byens vigtigste bygninger er kollapset - bl.a. domkirken, præsidentpaladset og flere offentlige kontorer. Flere skoler er også styrtet sammen, og hundredvis af skolebørn er fanget i ruinerne.

- Byen er død, skriver bureauet på sin hjemmeside.