En bus med turister fra Ukraine med kurs mod Østrig kørte galt og forulykkede i Polen.

Leszczawa Dolna. Det, der skulle have været en ferie med en bustur gennem en del af Europa, endte tragisk for passagererne i en bus fra Ukraine til Østrig.

Tre personer er blev dræbt og 18 såret i den sydøstlige del af Polen, da bussen med turisterne kørte af vejen.

Det oplyser polske beredskabsmyndigheder lørdag.

Bussen var på vej til Østrig, da ulykken fandt sted. Bussen var afgået fra den ukrainske by Lviv mod Wien i Østrig sent fredag.

Men undervejs missede den et sving nær byen Leszczawa Dolna og kørte gennem autoværnet.

Køretøjet kørte af vejen og rullede flere gange rundt, har en lokal brandmand, Grzegorz Latosekf, fortalt.

- Tre personer er omkommet i ulykken, siger han til TVN 24 television.

Det polske nyhedsbureau PAP betegner tilstanden hos 8 ud af de 18 sårede som "alvorlig".

Det er ikke første gang, at der sker en ulykke på strækningen. Ifølge polske medier er det sket flere gange.

/ritzau/AFP/