På en video ser man adskillige mennesker forsvinde ned i et hul i vejen, idet hullet bliver større og større.

Et gigantisk jordfaldshul i Kina har slugt en bus og flere fodgængere. Seks mennesker er bekræftet døde, mens ti andre savnes.

Det oplyser statslige medier tirsdag.

Videooptagelser fra stedet viser folk ved et busstoppested løbe væk fra den kollapsende vej, idet bussen synker halvt ned i jorden.

Adskillige mennesker, heriblandt et barn, forsvinder ned i hullet, idet det bliver større og større.

Hændelsen, der fandt sted uden for et hospital, udløste desuden en eksplosion nede i hullet.

Redningsfolk og ambulancer er ifølge tv-stationen CCTV på vej til stedet, ligesom at årsagen til ulykken er under efterforskning.

/ritzau/AFP