Skyderiet på en kristen skole i Nashville viser, at USA er mere splittet end nogensinde.

For måden, den tragiske episode bliver omtalt på i medierne, har meget at gøre med, hvilket politisk ståsted det enkelte medie har. Det fortæller B.T.s USA-ekspert Jakob Heinel Jensen.

Mandag blev tre voksne og tre børn dræbt i et skoleskyderi i Nashville, i delstaten Tennessee.

Det er masseskyderi nummer 129 i USA i år. Et masseskyderi defineres ved, at tre personer eller mere dræbes ved samme lejlighed.

Både på den amerikanske højrefløj og venstrefløj er der en stemning af, at der skal ske noget drastisk, som reaktion på skyderiet.

Problemet er, at de to fløje slet ikke er enige om, hvad der skal gøres. Og derfor er det svært at tro på, at der kommer en reel løsning, fortæller Jakob Heinel Jensen.

»Det virker helt vanvittigt, at det fortsætter. Men det er svært at se, at der bliver gjort noget ved det,« siger han.

Højrefløjen, der generelt går ind for en liberal våbenlovgivning, ser det som et klart tegn på at der skal indsættes bevæbnede vagter ved offentlige institutioner, og at lærerne på skolerne skal bære våben.

På den anden side bruger venstrefløjen skyderierne som et argument for at skærpe våbenlovgivningen.

»De lever på forskellige planeter. Det er som om folk er i forskellige universer,« siger han.

At de politiske fløje har forskellige opfattelser af sandheden, bliver ifølge Jakob Heinel Jensen også understreget af, hvordan medierne skriver om skyderiet.

Gerningsmanden bag skoleskyderiet var en 28-årig transkønnet kvinde. Og det har langt hen ad vejen været mediernes politiske tilhørsforhold der afgør, hvordan de skriver om det faktum, fortæller Jakob Heinel Jensen.

Ifølge ham handler de konservative mediers dækning rigtig meget om, at det er en transkønnet kvinde, der står bag skyderiet.

I flere af de venstreorienterede medier nævnes det til gengæld slet ikke, at gerningsmanden falder udenfor den almindelige profil.

Og ifølge Jakob Heinel Jensen er det sådan mediebilledet er i USA lige nu.

»Det er et godt billede på den stemning der er i USA. Medierne og befolkningen er dybt, dybt splittede,« siger han.