Der kommer uden tvivl en reaktion på Irans angreb af Israel.

Men det er ikke sikkert, at det bliver leveret med krudt og kugler.

Det vurderer Jotam Confino, der er B.T.s mellemøstkorrespondent.

»Der vil komme et modsvar. Det kan være, at det bliver i form af nogle sanktioner, hvor man kan få lande som USA og England til at gå forrest. Det kan godt være et klogt træk, så man får vist, at Israel ikke står alene. Det kan også være i form af et cyberangreb,« siger han.

B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, tror ikke, at Israel kommer til at tæppebombe Iran. 
B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, tror ikke, at Israel kommer til at tæppebombe Iran.  Foto: Privat.
Vis mere

Sent lørdag aften sendte Iran hundredvis af droner og missiler mod Israel som gengæld for angrebet mod et iransk konsulat i Syrien 1. april, Iran mener Israel står bag.

Dele af den israelske befolkning vil dog nok ikke være tilfredse med sanktioner mod Iran.

»Mange israelere vil helt sikkert ikke være tilfredse med den løsning. I Mellemøsten handler det om at vise styrke, og flere har da også været ude at sige, at Iran bare skal bombes,« siger Confino, der dog er overbevist om, at det ikke kommer til at ske.

»Man skal finde en mellemløsning, og det er så også udfordringen for det israelske krigskabinet, der endnu ikke er kommet op med en løsning. Man skal ikke gå max-amok og tæppebombe iranske militærenheder, så eskalerer det hele bare,« siger Confino og fortsætter:

»Man er ved at koordinere med USA. Både Biden og England har jo været ude at opfodre Israel til ikke at svare militært igen.«

At komme op med det helt rigtige svar kan godt komme til at tage lidt tid, vurderer B.T.s mellemøstkorrespondent.

»Vi går helt sikkert nogle afgørende dage i møde, men jeg tror ikke, at man skal forvente et overraskelsesangreb her og nu. Vurderingen hernede er, at der kommer til at ske noget indenfor de næste par uger,« siger Jotam, der selv befinder sig i Tel Aviv.

Israels svar kan så udløse et nyt angreb fra Iran.

»Bolden er lige nu spillet over på israelernes banehalvdel, og så kan den ryge over på iranernes igen. Det er en situation, som stadig kan nå at løbe løbsk,« siger han.

På gaden i Tel Aviv er israelerne optimister.

»Jeg vil sige, at stemningen lige nu er positiv. At missilforsvaret virkede så godt har bevist, hvem der er den stærkeste. Og så er folk glade for opbakningen fra blandt andet USA og England. Israel har følt sig meget alene på det seneste. Men det har nu ændret sig,« siger han.