Ti dage. Så længe holdt Liz Truss fast i en udskældt skattelettelse for Storbritanniens rigeste.

Mandag blev forslaget fjernet fra den nye premierministers ellers stort anlagte økonomiske reform.

»De har fået en på sinkadusen, før de overhovedet er kommet i gang. Det er som en bokser, der i første omgang har fået en kæberasler og er fløjet over i hjørnet,« vurderer B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

Finansminister Kwasi Kwarteng har mandag formiddag begrundet beslutningen med, at man »har lyttet til kritikken«, og at en nedsættelse af topskatten fra 45 til 40 procent simpelthen var blevet en for stor »distraktion« fra resten af planerne.

Finansminister Kwasi Kwarteng og Liz Truss ved weekendens konservative partikongres.
Finansminister Kwasi Kwarteng og Liz Truss ved weekendens konservative partikongres. Foto: Tolga Akmen
Vis mere

Eller som B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, udtrykker det:

»I bedste fald har de læst rummet forkert, i værste fald tyder det på, at de ikke aner, hvad de foretager sig,« siger han.

Liz Truss har ikke engang været premierminister i en måned og har altså allerede indkasseret det, der bredt betegnes som et ydmygende nederlag for sin politiske linje.

At hun løbende har forsøgt at markere sig som en 'ny Thatcher' og ikke lægger skjul på, at hun er stærkt inspireret af 80ernes første kvindelige leder af landet, gør endda mandagens kovending endnu værre.

Protesterne blandt vælgerne har været tydelige.
Protesterne blandt vælgerne har været tydelige. Foto: Tolga Akmen
Vis mere

Det mener B.T.s internationale korrespondent.

»Thatcher havde jo det meget berømte citat 'The lady is not for turning' – altså, at hun stod fast og ikke ændrede på sine principper. Men det er lige præcis det modsatte, som Liz Truss har gjort i dag,« siger Jakob Illeborg:

»Det kunne nærmest ikke være gået værre for hende i den første måned.«

For den konservative leder har ikke bare måttet vende på en tallerken i forhold til sin økonomiske politik, hun har også kæmpet med forfærdelige meningsmålinger og voldsom intern kritik på den partikongres, der stadig er i gang i disse dage.

Jakob Illeborg er B.T:s internationale korrespondent, her foran den britiske regeringsbolig i Downing Street.
Jakob Illeborg er B.T:s internationale korrespondent, her foran den britiske regeringsbolig i Downing Street.
Vis mere

Spørgsmålet er, om mandagens udmelding overhovedet kan stoppe katastrofekursen, der også har medført intern kritik.

»Problemet er, at hvis du kommer ud med en storstilet plan, som mange folk begynder at brokke sig over, hvorefter man vælger at fjerne noget af den, så står det jo åbenlyst tilbage: Hvorfor skulle kritikerne så ikke også kæmpe for at få fjernet resten,« siger Jakob Illeborg.

Samtidig står Liz Truss over for den udfordring, at det kan tage op mod et år, inden man reelt kan se effekterne af den økonomiske plan, der helt generelt  har mødt modstand i et samfund, der er hårdt ramt af energikrise, Brexit og corona-eftervirkninger.

»Og den tid har hun simpelthen ikke,« siger Jakob Illeborg og påpeger, at Liz Truss i forvejen stod særdeles svagt, fordi hun 'kun' overtog Boris Johnsons mandat og ikke blev valgt ved et regulært valg:

»Der er allerede så meget splid i regeringen, mens Labour har lugtet blod og vil gøre alt for at vælte hende, at det bestemt er muligt, at vi får et utidigt valg, hvor hun bliver sparket ud af døren, nærmest inden hun er kommet ind.«