Den britiske forsvarsminister Ben Wallace havde svært ved at holde tårerne tilbage, da han blev interviewet om situationen i Afghanistan.

I et interview med det britiske LBC var det en tydelig berørt forsvarsminister, der blev interviewet.

»Jeg har overgivet mig. Det er trist, at Vesten har gjort, hvad den har gjort. Vi må gøre vores bedste for at få folk ud og stå ved vores forpligtelser,« sagde Ben Wallace blandt andet med en knækket stemme.

B.T.'s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, ser reaktionen som en klar indikation på, at vi har med at gøre med en fortvivlet og opgivende forsvarsminister. Illeborg har tidligere boet 20 år i Storbritannien og har et stort kendskab til britisk politik.

»Jeg ser det som en anerkendelse af problemets anfang. Storbritannien er sammen med amerikanerne dem, der har allerflest tropper dernede. Når han siger, at ikke alle kan komme ud, er det en anerkendelse af, at det er en desperat situation, og det næppe bliver muligt at redde alle ud.«

»Selvom det skal understreges, at Storbritannien og USA er de store spillere i denne konflikt, så er det også værd at huske på, at det, der er sandheden for dem, er sandheden for andre små spillere også – heriblandt Danmark. Wallace ved hele problemets omfang. Måske også mere end vi ved«

Ben Wallace er tidligere officer i den britiske hær og har været en stor del af konflikten i Afghanistan. Med den viden i hovedet, mener Jakob Illeborg, at man skal tage forsvarsministerens reaktion alvorligt.

»Det er sjældent, man ser en forsvarsminister i tåre. Det siger mig, at problemet er endnu større og, end vi tror og frygter.«

Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T.
Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Illeborg har selv dækket situationen i Afghanistan i lang tid. For to uger siden var han endda i Kabul for at se situationen an.

»Det er gået så stærkt de seneste døgn, at man må formode, at ikke alle er nået til Kabul. Nogle er muligvis fanget i i provinsbyer rundt om Kabul. Det er nok også dem, Wallace tænker på, når han snakker.«

Disse folk har god grund til at frygte for det værste, mener B.T.'s internationale korrespondent.

»Vi snakker vilkårlige henrettelser og lemlettelser. Der er flere eksempler fra afghanske byer på, at visse folk er blevet peget ud og enten skudt eller gennemtævet. Det er ikke usandsynligt at lignende ting vil ske i den nærmeste fremtid,« afslutter Jakob Illeborg.