Sudan har den seneste uge været ramt af væbnede kampe mellem to militære fraktioner.
Derfor har en lang række lande meddelt, at de har evakueret deres statsborgere fra det konfliktramte land.
De danske myndigheder har været anderledes tavse.
Søndag formiddag meddelte Udenrigsministeriet, at der 'arbejdes med konkrete evakueringsmuligheder'.
I løbet af søndag har B.T. flere gange forsøgt at få svar fra Udenrigsministeriet på, hvordan det går med at evakuere de danskere, der befinder sig i Sudan.
Det har ikke været muligt at få svar.
Og det undrer B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.
»Det er bemærkelsesværdigt, hvor anderledes kommunikationen er. Der er stor forskel på, hvordan Danmark håndterer det i forhold til vores nabolande,« siger han.
Ifølge Jakob Illeborg kan den manglende reaktion fra dansk side skyldes, at Danmark ikke har en ambassade i Sudan. Andre vestlige landes indsats har i høj grad handlet om at få reddet diplomater ud af landet, da de udenlandske diplomater har været i en meget udsat position.
Søndag kunne B.T. eksempelvis beskrive, hvordan de norske diplomater, der er blevet evakueret, sad fanget på ambassaden i en uge
»Der har været meldinger om angreb på diplomatiske funktioner. Derfor har eksempelvis Storbritannien sikkert frygtet at havne i en gidselsituation. Det problem har Danmark ikke på samme måde,« fortæller Jakob Illeborg.
Men at man ikke har en ambassade i landet, forklarer ifølge Jakob Illeborg ikke, hvorfor Udenrigsministeriet ikke siger, hvordan det går med evakueringen af danske statsborgere.
Ifølge Udenrigsministeriet er der 30 mennesker på danskerlisten i Sudan, og der er endnu ingen udmeldinger om, hvordan det går med at hjælpe dem ud af landet.
»Det er meget pudsigt, at man ikke bare siger, hvordan det går, når stort set alle andre lande melder ud. Det giver mening at spørge, hvorfor vi ikke får noget at vide,« fortæller han.
Ifølge B.T.s internationale korrespondent kan stilheden skyldes, at der lige nu er en indsats i gang, som man ikke ønsker, at folk skal vide for meget om.
Søndag formiddag skrev Udenrigsministeriet, at man samarbejder med »partnere« om at hjælpe danskere ud af landet.
Det kan måske bruges som et pejlepunkt for, hvornår vi kan forvente at få noget at vide om situationen for de danskere, der befinder sig i landet.
Der er nemlig god grund til at tro, at Danmark samarbejder med Sverige og Norge om evakueringerne, fortæller Jakob Illeborg.
»Det er meget mærkeligt, hvis vi ikke får noget at vide, når Norge og Sverige er færdige med at evakuere. På det tidspunkt bliver Udenrigsministeriet nødt til at melde nærmere ud omkring, hvad planen er, og hvordan det går,« siger han.
Konflikten i Sudan er opstået mellem to konkurrerende generaler, der begge vil have magten i landet. Indtil videre er det officielle dødstal 400, selvom det reelle tal ifølge BBC formentlig er langt højere.