Der er en reel risiko for en væbnet konflikt i Europa, lyder meldingen fra Nato-chef Jens Stoltenberg efter møde med Rusland onsdag.

»Man skal huske, at når Stoltenberg siger noget, så vejer han sine ord med megen omhyggelighed,« siger B.Ts internationale korrespondent Jakob Illeborg, der lige nu befinder sig i Kiev i Ukraine.

»Så når han siger sådan, så er det noget, man skal tage meget seriøst. Det er ikke noget, vi har oplevet ofte i vores levetid.«

Udmeldingen fra Nato-chefen kommer efter et møde i Nato-Rusland-rådet, der blev oprettet i 2002 for også at involvere Rusland i nogle af samtalerne i den transatlantiske forsvarsalliance. Onsdagens møde handlede om den anspændte situation ved Ukraines grænse. Her har Rusland opmarcheret op mod 100.000 soldater.

Jakob Illeborg har talt med folk i Kiev, hvor de fleste fortæller, at man har en forventning om, at der sker et eller andet, når ugen med møder mellem Nato-landene og Rusland er omme, hvis man ikke når et resultat, hvor begge parter er tilfredse.

Han talte blandt andet med en ung mand, der kommer fra byen Donetsk, der ligger i den østukrainske Donbass-region – et område, Rusland har annekteret, altså overtaget.

»Han fortalte mig, at han er en af mange, der er klar til at slås i gaderne, hvis Putin vælger at gå all in,« siger Jakob Illeborg og uddyber, at hans opfattelse er, at sådan har mange det i landet.

»Det er selvfølgelig heltemodigt, men også farligt, når vi på den ene side har præsident Vladimir Putin, der kan lide at provokere og stjæle, hvad han mener, er hans – og på den anden side folk, der er klar til at ofre deres liv for at stoppe ham.«

Jakob Illeborg i Kiev. B.Ts internationale korrespondent dækker krisen mellem Rusland og Ukraine.
Jakob Illeborg i Kiev. B.Ts internationale korrespondent dækker krisen mellem Rusland og Ukraine.
Vis mere

B.T.s internationale korrespondent fortæller også, at den meget lave temperatur har en afgørende betydning for, om Rusland griber til handling eller ej.

»Hvis Putin vælger en væbnet konflikt, så gør han det, når det er koldest om vinteren,« siger han og fortsætter:

»Is og frost spiller en rolle – en af grundene til, at Putin ikke er gået ind endnu, er, at det har været smattet og regnfuldt. Men nu er det benhård frost. Det gør alt nemmere – så han har fra nu af, til frosten er væk.«

Frosten betyder blandt andet, at det er lettere at transportere våben og soldater. Du kan læse mere om frostens betydning for konflikten i Jakob Illeborgs artikel her.