For tredje gang på kort tid er B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, på vej mod lufthavnen og det konfliktfyldte Ukraine.

Under det første besøg i januar troede ingen på en russisk invasion, og ved sit andet besøg i sidste uge mærkede Illeborg en kontrolleret bekymring. På få dage er situationen tilspidset i sådan en grad, at flere og flere har svært med at se, hvordan en fredelig løsning er mulig.

Det er derfor med forventningen om, at stemningen i Ukraine nu ved tredje besøg formodentlig har ændret sig blandt befolkningen.

»Det er utroligt skræmmende. Alt er åbent. Det kan potentielt blive den største krig i Europa siden 1945, som den engelske premierminister Boris Johnson siger.«

Jakob Illeborg forventer ligesom mange af Vestens ledere, at 'noget' snart kommer til at ske.

»En form for aggression,« som Illeborg formulerer det.

Mens USA i flere dage har meldt ud, at en russisk invasion er forestående, så kan Vesten kun gisne om Putins reelle planer.

»Putin tænker strategisk anderledes, end vi gør,« lyder det videre fra Illeborg.

B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg rapporterer fra frontlinjen i Ukraine
B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg rapporterer fra frontlinjen i Ukraine
Vis mere

Han forudser dog, at Putin ikke trykker på den store knap, før vinter-OL officielt er ovre.

»Putin vil ikke starte en krig, før OL er færdig, af respekt for Kina. Rusland kan få brug for Kinas økonomiske støtte, hvis Vesten gør brug af de mange sanktioner.«

I skrivende stund stiger antallet af overtrædelser på våbenhvilen mellem Ukraine og Rusland i grænseområdet ved de selvudråbte republikker Donetsk og Luhansk, som er styret af separatister støttet af Rusland.

Spørgsmålet er, hvornår og hvordan det kan eskalere.

En af de mulige scenarier er, at Rusland går ind i de to selvudråbte republikker, og et andet er en invasion af Ukraines hovedstad, millionbyen Kiev, for at lave et regimeskifte. De to scenarier kan ifølge eksperter meget vel begge blive til virkelighed.

I weekenden er det heller ikke gået ubemærket hen hos Nato, USA og Europa, at Putin har prøvekørt sine atomvåben.

På en planlagt militærøvelse med Hviderusland i Barentshavet gjorde Rusland det meget tydeligt, at deres våbenarsenal virker.

USA's præsident, Joe Biden, har afvist, at atomvåben overhovedet er i spil i denne konflikt, og det samme mener Jakob Illeborg.

»Det er næppe tilfældigt, at militærøvelsen sker nu, men det er ikke det samme som at sige, at Putin vil bruge dem.«