Der bliver travlt ved håndvasken i Washington den næste tid. Et stigende antal fra Donald Trumps inderkreds undsiger nu præsidenten, der denne uge indskrev sig selv i historien på den ubehagelige måde.
Kaos regerer i Det Hvide Hus. Tidligere loyale samarbejdspartnere modsiger med ét åbent præsidenten, og i takt med at Trumps sidste dag ved magten nærmer sig, vil køen af Trumpister, der pludselig ikke vil kendes ved deres kultiske leder, stige betragteligt.
Kultdyrkelse har sine egne uskrevne love om storhed og fald. Tænk bare på fodboldspilleren Diego Maradona, der blev dyrket som en levende afgud i Napoli, indtil han med et trylleslag blev den meste hadede mand i byen. Eller rockstjerner, der katapulteres til stjernerne, for så en dag at opleve, at de ud af det blå ikke længere har den appel, der fik fansene til at tilbede ved deres fødder.
Rockstjerner og fodboldspillere bliver tit dog selv de egentlige ofre for kultdyrkelsen. Politisk kultdyrkelse har altid været en særligt uhyggelig disciplin, og her er ofrene som oftest folket. Tænk på Napoleon, Stalin, Mao og naturligvis kulten omkring Adolf Hitler. Korporalen, som lykkedes med at forføre et højt udviklet kulturfolk til at begå forfærdelige forbrydelser mod millioner af mennesker i førerens navn.
Trump-kulten
Donald Trump hører naturligvis ikke hjemme i kategorien af frygtelige despoter, men når det gælder moderne kultdyrkelse, er der ingen over og ingen ved siden af Donald Trump – den fallerede entreprenør, der blev realitystjerne og igennem simple budskaber som »you're fired« fandt sin indre politiske ild og slagkraft.
Trumps politiske bål tændte på rekordtid og har siden raseret USA til uigenkendelighed. Ligesom covid-19 er had uhyre smitsomt, og købmanden Trump forstod hurtigt, at had og stigmatisering var varer, han nemt kunne sælge.
Hvis man kan tale om Trumps egentlige politisk projekt, så var det nok et opgør med eliter og indspisthed i magtens korridorer – hvilket i sig selv er prisværdigt. Men sammenkoblingen med nationalisme, chauvinisme og racisme gjorde hurtigt Trumps inderkreds betændt.
»Republikanerne er ophørt med at være et politisk parti og er i stedet blevet til en kult,« har den demokratiske senator Bernie Sanders udtalt.
Det virkelige projekt var altid Donald Trump selv. Adskillige psykologer har fjerndiagnosticeret ham narcissistisk storhedsvanvid, og har han dette, så deler han den i hvert fald med de i denne artikel ovennævnte despoter.
Løgn efter løgn
Fra hans første åbenlyse løgn som præsident: Påstanden om at der var flere mennesker ved hans indsættelse ind ved forgængeren Baracks Obamas – selvom alle billeder og optællinger tydeligt viste det modsatte – var egentlig et fint udtryk for, hvad der ventede.
Tusinder af usandheder er fulgt siden, og denne lemfældige omgang med sandheden, kombineret med Trumps voksende ønske om at få den amerikanske politiske virkelighed til at tage udgangspunkt i egne ønsker snarere end gængse regler og love, har testet det amerikanske demokrati til bristepunktet. Systemet var simpelthen ikke gearet til, at en slagen præsident nægtede at anerkende sit nederlag.
Så voldsomt var Donald Trumps greb om en del af befolkningen, at de faktisk gjorde, som han bad dem om. Stormen på Kongressen forleden var en naturlig følge af Trumps løfter/trusler om at kæmpe til sidste blodsdråbe.
Nu, hvor ballet synes endeligt slut, er det tid til refleksion – også hos mange af dem, der nød godt af Trumps tid ved magten. Mange i amerikansk erhvervsliv sluttede i en periode op om Trump på grund af hans skattepolitik.
»Trumps skattepolitik var blændværk, og folk blev forført af tankerne om personlig gevinst og sagde desværre derfor ja til resten af pakken også,« har Starbucks tidligere administrerende direktør Howard Schultz sagt.
Nu har amerikanske virksomhedsledere travlt med at tage afstand til den afgående præsident. Det store spørgsmål, er om Trump virkelig mener det, når han siger, at han vender tilbage. Han vil være 78 år ved næste præsidentvalg i 2024!
En dårlig taber
Noget andet er, om han efter sit dramatiske fald fra tinderne denne uge vil være velkommen tilbage i eget parti. Indtil denne uge var det svært at forestille sig en modkandidat til ham. Men hans kultstatus er ikke længere garanteret.
Trump lod fredag forstå, at han som den første præsident i 150 år ikke deltager i den kommende præsidents indsættelse. Det er ikke en vinder, men en dårlig taber, der opfører sig så barnligt. Trump solgte sig selv som usårlig. Som manden, der altid vinder. Nu har han tabt – ikke bare valget, men også den resterende respekt, der måtte være. Faldet kan blive dybt for indehaveren af verdens vigtigste job.
