Han er ikke på stemmesedlen ved dette valg.

Alligevel er der én mand, der fylder det hele ved dagens midtvejsvalg i USA:

Nemlig tidligere præsident Donald Trump.

Op til valget har Trump været på tur rundt i landet for at støtte de republikanske senatorer og andre kandidater, der stiller op.

Donald Trump til et såkaldt rally i Ohio. Hans påstand om, at valget i 2020 blev stjålet fra ham, trives i bedste velgående blandt republikanske vælgere.
Donald Trump til et såkaldt rally i Ohio. Hans påstand om, at valget i 2020 blev stjålet fra ham, trives i bedste velgående blandt republikanske vælgere. Foto: GAELEN MORSE
Vis mere

Han turnerer med budskabet om, at præsidentvalget i 2020 blev stjålet fra ham. Et budskab – der trods manglende dokumentation og gentagne undersøgelser – stadig har stor genlyd i vælgerhavet.

»De republikanske kandidater er håndplukket af Trump, og cirka halvdelen af dem stiller op med det mantra, at der blev snydt med valget. Det er et vildt narrativt. Det er et farligt narrativ, som bygger på en løgn, men det ser ud til at virke.«

Det siger B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, som lige nu opholder sig i Florida, hvor han følger valgkampen på nærmeste hold.

Han understreger, at Trumps valgløgn fra 2020 lever i bedste velgående.

Donald Trump og hans hustru Melania fotograferet ved et valgsted tirsdag.
Donald Trump og hans hustru Melania fotograferet ved et valgsted tirsdag. Foto: RICARDO ARDUENGO
Vis mere

»Det lyder måske mærkeligt, for vi ved jo godt, at det er blevet undersøgt og tilbagevist, men det er altså en historie, der stadig sælger billetter,« siger han.

Illeborg har deltaget i adskillige valgmøder på både republikansk og demokratisk side, og han mærker tydeligt, at stemningen op til valget er spændt og ondskabsfuld.

For nogle uger siden blev den demokratiske leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosis mand, Paul Pelosi, overfaldet med en hammer i sit hjem.

»På et af de vælgermøder, jeg var til, hånede Trump Pelosi længe og højlydt og grinede ad hende. Det var meget voldsomt. Det endte med, at tilhørerne begyndte at råbe 'lock her up'. Det siger lidt om, hvor ond stemningen er herovre,« fortæller Illeborg.

Donald Trumps tilhængere i Arizona.
Donald Trumps tilhængere i Arizona. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Han har talt med mange helt almindelige republikanske vælgere, som fuldt og fast tror på, at Trump blev snydt for sejren.

Derudover er det særligt indvandring og økonomien – og især frygten for den buldrende inflation – der fylder for de republikanske vælgere.

»Alle ved, det er et uhyre vigtigt valg. Det får stor betydning ikke bare for USA, men også for os i Europa,« lyder det fra Jakob Illeborg.