Den døde soldat ligger i en åben kiste på kirkegården. Hans soldaterkammerater står i kø og går efter tur hen til den ham. Knæler, slår korsets tegn og skubber forsigtigt hovedet mod kanten af kisten.
»Han var en af de bedste. Jeg kæmpede med ham tilbage i 2014 mod russerne i Donetsk. Han var særligt elsket, fordi han også kunne synge, og han har skrevet en sang, som alle soldater i Ukraine kender,« siger kommandør Yuri Halchenko.
Han er selv en garvet soldat, en såkaldt cyborg – kælenavnet for de ukrainske soldater, der deltog i forsvaret af lufthavnen i Donetsk i 72 dage, i hvad der er blevet beskrevet som helvede på jord.
Afdøde Artem Sydorovs sang spilles på et anlæg, mens processionen forsætter. Mange kvinder bryder ud i gråd, og det er svært ikke selv at blive påvirket af de sørgmodige toner og de sørgende efterladte. Kaptajn Sydorov blev kun 35 år og efterlader sig tre børn og en enke.
»Sov nu, min broder,« lyder omkvædet på soldatersangen skrevet til de mange tusinde døde fra den seneste krig. Nu ligger komponisten der selv.
»Han er ikke den første, og han bliver desværre heller ikke den sidste. Jeg kendte ham, han var en varm mand, og det gør ondt. Men på denne kirkegård ligger der mange ligesom ham, som jeg også kendte,« siger Julia Paevska til B.T. i Kiev.
Hun er læge og en legende i Ukraine. I 2014 startede hun en frivillig samaritter-tjeneste, der behandlede de sårede. Det arbejde er hun fortsat med lige siden.
Ligesom de andre soldater har hun en hård kant. Hun har set døden i øjnene mange gange, og hun er ikke i tvivl om, hvor det bærer hen nu.
»Vi har jo reelt været i krig med russerne i otte år. Og ligegyldigt hvad de siger, så er jeg slet ikke i tvivl om, at intentionen er at knække os. Jeg kan sagtens forestille mig, at de nye tanks og soldater, der nu riller ind i Lugansk og Donetsk, skal videre mod de andre store byer ude østpå,« siger Julia Paevska til B.T.
Hun holder en tale ved graven. Det er ikke første gang, kan man se. Den afdøde, der har overlevet nærmest ubeskrivelig brutalitet i den foregående krig og var krigsfange hos russerne, blev ramt af en russisk granat ved østfronten forleden.
»Jeg havde ellers skruet ned for blusset, selvom min samaritter-tjeneste stadig kører for fuld damp. Men nu må jeg jo nok tilbage i tjeneste igen. Der bliver desværre rigeligt brug for sådan nogle som mig.«
Midt i sorgen er der også plads til vrede og kampgejst hos Yuri Halchenko, der på trods af det hårde ydre selv får fugtige øjne, da han taler om sin døde ven og advarer russerne om, hvad der venter dem, hvis de virkelig prøver at invadere Ukraine.
»Hvis Vladimir Putin er, så dum, at han tror, at vi lægger os ned, så får han en ubehagelig overraskelse. Den ukrainske hær er velfungerende, og vi kommer til at give dem en varm velkomst,« siger kommandøren og krigsveteranen og kigger B.T.s udsendte direkte i øjnene.
Begravelsen er slut. Soldaterne skal tilbage til deres positioner, hvor de venter på den mulige russiske storm. Som vi står på en solbeskinnet kirkegård midt i Kiev, er det svært at forestille sig, at massedød og ødelæggelse kan være få timer væk. Men det er desværre den skinbarlige sandhed.
