Det havde været en regulær bombe, hvis han havde sagt det.

Ikke kun i amerikansk politik, men for hele verden. Donald Trump kom tæt på. Meget tæt på.

Alligevel sagde han det ikke helt.

»Vi kommer til at genvinde Kongressen i år. Og vi kommer til at genvinde Det Hvide Hus i 2024,« lød det fra den tidligere præsident på et vælgermøde i Florence, Arizona, lørdag aften, lokal tid.

Ser man nærmere på den sidste del af citatet, så er det ordet 'vi', man skal bide mærke i.

Havde Donald Trump sagt 'jeg', var det hele eksploderet. Ikke kun blandt de mange tilhængere i Arizona, men også i resten af landet.

Det havde skabt overskrifter jorden rundt.

Det er nemlig altafgørende, om Donald Trump stiller op som Republikanernes præsidentkandidat i 2024.

Han har fortsat så stor opbakning i sit parti, at han nærmest uden problemer ville kunne få nomineringen. Samtidig ville det betyde, at Republikanerne kan begynde at fokusere på den indsamling af penge, som allerede er i fuld gang, yderligere på at få Trump i Det Hvide Hus.

Og på trods af, at Demokraterne over en bred kam ikke kan udstå den tidligere præsident, så ville det give det splittede parti noget at samles om.

Eller som chefredaktør på POV International Annegrete Rasmussen tidligere forklarede til B.T.

»Demokraterne har store problemer med mange ting for tiden. Og de har svært ved at blive enige. Men de kan blive enige om at være mod Donald Trump. Han er en, de kan samles om at kæmpe mod.«

For resten af verden ville det heller ikke være uden betydning, hvis Donald Trump meldte sit kandidatur.

Sidst Trump var præsident, trak han USA ud af Paris-klimaaftalen (Biden har siden fået USA ind igen), han blev gode venner med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, han kurtiserede en i stigende grad aggressiv Vladimir Putin, gjorde sig uvenner med tidligere allierede som Angela Merkel og Emmanuel Macron, og så forsøgte han højst uhørt at købe Grønland af Danmark

Forventningerne er fortsat, at Donald Trump stiller op som præsidentkandidat i 2024.

Det blev bare ikke på det længe ventede vælgermøde i Arizona, at han offentliggjorde det.