Det er ikke noget tilfælde, at Ungarerne foruden søndagens parlamentsvalg også skal stemme om fire kontroversielle love, der alle berører homoseksualitet.

Viktor Orbán, EUs længst siddende politiske leder, har i årevis brugt homoseksualitet til at male fjendebilleder ikke bare i Ungarn, men også i udlandet – og han bruger aktivt striden med EU desangående til at tegne et billede af et depraveret Vesten.

»Ungarn er et frit land. Folk må gøre, hvad de vil, men med børn, der sætter vi grænsen. De udenlandske griller må ikke snige sig ind i vores skoler,« sagde Viktor Orbán ved et vælgermøde i Egor tidligere på ugen.

»Grillerne« handler om en liberal tilgang til homoseksuelles rettigheder

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker skæbnevalget i Ungarn
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker skæbnevalget i Ungarn
Vis mere

Viktor Orbán bruger ligesom Vladimir Putin aktivt kampen mod homoseksualitet politisk. Den 24. februar, dagen, hvor Rusland invaderede Ukraine, henviste Putin direkte til homoseksualitet i sin tale

»De har forsøgt at ødelægge vores traditionelle værdier og erstatte dem af falske, der vil undergrave vores verden … Det de støtter op om, er direkte degraderende og degenererende, fordi det er imod menneskets natur,« sagde Vladimir Putin.

Han påstår, at Rusland er offer for Vestens cancelkultur. Putin priste for nylig forfatteren JK Rowling, som er blevet offer for cancelkulturen, for sin insisteren på kvinders rettigheder i forhold til transkønnede. JK Rowling svarede dog hurtigt og skarpt tilbage.

»Kritik af cancelkultur bør nok ikke komme fra dem, der slagter civile«, skrev Rowling på Twitter.

I byer som Budapest, har mange et relativt uproblematisk forhold til homoseksualitet. Her er der Pride i Budapest i 2019
I byer som Budapest, har mange et relativt uproblematisk forhold til homoseksualitet. Her er der Pride i Budapest i 2019 Foto: MARTON MONUS
Vis mere

Kampen mod homoseksualitet har vist sig som et effektivt værktøj for begge politiske ledere.

Grunden til, at ungarerne skal stemme om de fire love om homoseksualitet i dag er formodentlig allermest, at Orbán vil sikre sig, at hans egne vælgere på landet i Ungarn kommer til valgurnerne. Budapest er i dag en meget åben vestligt orienteret storby, men på landet, hvor Orbán har sin store opbakning, ser man stadig mere traditionelt på seksualitet og på verden idet hele taget,

En af lovene, Orbán vil have godkendt ved en folkeafstemning, lyder: Vil du stoppe promoveringen af kønsskifte-terapi i vores skoler for mindreårige børn?

Men ifølge Ungarns lærere er lovens ordlyd ren volapyk.

»Der er ikke nogen kønsgalskab i skolerne, så der er ikke noget at stoppe. Ligesom at der ikke er undervisning i kønsskifte,« lyder en pressemeddelelse fra Lærernes fagforening.

På landet i Ungarn, er livet meget mere traditionelt end i byerne. Her er fire kvinder mødt op på et valgsted i traditionelle kjoler
På landet i Ungarn, er livet meget mere traditionelt end i byerne. Her er fire kvinder mødt op på et valgsted i traditionelle kjoler Foto: PETER KOHALMI
Vis mere

Men Orbán insisterer på vigtigheden i at få stoppet det, han ser som en farlig spredning af amoralske ideer om seksualitet i samfundet.

»Hvis vi alle går ned og stemmer nej fire gange (til de fire lovforslag, red.), så vil denne folkeafstemning sætte en stopper for dette mange år ud i fremtiden. Faren er og bliver en mand, moren er en kvinde, og børn skal beskyttes,« sagde Viktor Orbán på valgmødet i Egor.

Ungarerne skal desuden tage stilling til, om der må være seksualundervisning om homoseksualitet i skolerne uden forældrenes tilladelse og om, hvorvidt medieindhold, som kan påvirke børns seksuelle orientering, må vises til børn.

Ungarn har i årevis ligget i åben strid med resten af EU på grund af en stribe anti-homoseksualitets-love, der gradvist har minimeret homoseksuelles rettigheder.